Artiklen er senest opdateret kl. 18.05 med oplysning om Steve Coopers debut.
Superligaklubben Brøndby IF skal fremover have en walisisk træner på sidelinjen. Klubben oplyser på sin hjemmeside, at Steve Cooper overtager træneransvaret efter Frederik Birk, der er blevet fyret med øjeblikkelig virkning.
Det kræver en mentalitet, et lederskab og et par brede skuldre, som vi ikke er i tvivl om, Steve er i besiddelse af
45-årige Steve Cooper førte i 2022 Nottingham Forest op i Premier League. Sidste år stod han i spidsen for Leicester uden den store succes.
»Steve er den sjældne kombination af ungdom og erfaring, vision og personlighed. Han er en mand, som kan favne en klub som vores og løfte både den enkelte spiller og hele klubben til et nyt niveau«, siger Brøndbys fodbolddirektør, Benjamin Schmedes.
»Vi har et ønske om at accelerere vores udvikling, så vi kan nå de ambitiøse sportslige målsætninger, vi har og ikke mindst installere en vinderkultur i væggene på Brøndby Stadion. Det kræver en mentalitet, et lederskab og et par brede skuldre, som vi ikke er i tvivl om, Steve er i besiddelse af. Derfor er vi meget glade for, han har sagt ja til at samle udfordringen op«, siger Schmedes.
Blå bog
Steve Cooper
- Født: 10. december 1979 (45 år).
- Fødested: Pontypridd, Wales.
- Trænerlicens: Uefas prolicens.
- Job som træner: Liverpool (ungdomstræner), England (ungdomslandstræner), Swansea, Nottingham Forest og Leicester.
- Antal kampe i Premier League som træner: 67 (14 sejre, 20 uafgjorte, 33 nederlag).
- Har været træner for Victor Kristiansen, Mads Hermansen og Jannik Vestergaard i Leicester, for Philip Zinckernagel i Nottingham Forest og for Matt O’Riley i en engelsk U18-landskamp.
Kilder: Transfermarkt.com.
Tidligere i karrieren var Steve Cooper landstræner for engelske ungdomslandshold. I 2017 førte han U17-landsholdet med blandt andre Phil Foden, Jadon Sancho og Marc Guehi til VM-guld.
»Hans arbejde med unge spillere og nogle af de største talenter i verden er iøjnefaldende og endnu en grund til, han nu står som cheftræner i Brøndby IF. Vi er sikre på, at han kan være med til at bygge en endnu stærkere bro mellem Masterclass og førsteholdet og sikre fødekæden hele vejen igennem klubben«, siger Benjamin Schmedes.
Behov for en ny retning
Dermed fik Frederik Birk kun ni måneder som cheftræner i klubben. Han fik ansvaret i december sidste år, hvor han afløste Jesper Sørensen. I første omgang som en midlertidig løsning, inden han lavede en flerårig kontrakt i begyndelsen af 2025.
Vi har set et behov for en ny retning
»Vi har set et behov for en ny retning, hvis vi skal løfte klubben til næste niveau, og det har vi besluttet at handle på«, forklarer Benjamin Schmedes.
»Som klub har vi et ansvar for at handle rettidigt og træffe de beslutninger, som giver os de bedste muligheder for at nå vores overordnede målsætninger. Det er i det lys, vi nu har besluttet at sige farvel til Frederik«, lyder det.
Steve Cooper får debut som cheftræner på lørdag hjemme på Brøndby Stadion i derbyet mod FC København. Brøndby ligger i øjeblikket på fjerdepladsen fire point efter FC København, der fører Superligaen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























