Fodboldredaktøren: Guldet stråler så flot i Farum

Mestre. FCN overtog førstepladsen i Superligaen i søndags og sluttede da også øverst efter 33. og sidste spillerunde.
Mestre. FCN overtog førstepladsen i Superligaen i søndags og sluttede da også øverst efter 33. og sidste spillerunde.
Lyt til artiklen

FC Nordsjælland, Farum BK indtil 2003, er aldrig blevet nummer ét i nogen turnering (bortset fra i pokalfodbold), husker spilleren, der var med lige fra serie 2 til Superligaen, Thomas Andreasen. Hverken i serierækkerne tilbage i 1990’erne eller i DBU-regi. Indtil denne onsdag aften.

Efter placeringer som nr. ni, otte, syv og seks i Superligaen i de foregående fire år – hvor to pokaltriumfer var højdepunkter i den unge klubs historie, der omfatter bronzemedaljer i 2003 – løftede FC Nordsjælland sig op som Danmarks nummer ét. Med den fornemme 3-0-sejr over AC Horsens har Farum-holdet degraderet mægtige FCK og kan gå på sommerferie som dansk mester.

»Vi er fra Farum, og det er vi stolte af«, skrålede fansene, der skabte en flot og larmende ramme om den største hjemmekamp nogensinde.

Landstræner Morten Olsen og Andreas Laudrups far, Michael sad på hovedtribunen. Michael Laudrup må være blevet pavestolt, da sønnen strøg af sted og scorede til 2-0, den afgørende scoring på en historisk aften, hvor Andreas Bjelland sørgede for 3-0-målet.

Laudrup kom, så og sejrede

Nordsjællænderne, der i søndags overhalede FC København og for første gang i denne sæson overtog 1. pladsen, havde masser af selvtillid og tro på egne evner med ind på Farum Park til opgøret mod AC Horsens, der kom for at fastholde bronzeplaceringen. 20 point i de seneste otte kampe uden nederlag efter 1-0-dukkerten mod SønderjyskE 5. april gav grobund for stor optimisme om, at det sidste stik kunne hentes hjem foran eget publikum.

Og, helt som ventet, startede hjemmeholdet som lyn og torden, og ude fra set blev Tobias Mikkelsen snydt for et straffespark, da han blev savet ned inde i feltet. Gæsterne blev trykket tilbage, og det velkendte, varierede FCN-spil med fin veksling mellem short-passing-trekanter fremad banen og gode diagonalafleveringer til fløjene.

MINUT FOR MINUT

Minut for minut: FC Nordsjælland sikrer sig DM-guldet

AC Horsens havde ikke noget at byde på offensivt. FCN kontrollerede bold og modstandere, og Nicolai Stokholm, manden med et kæmpestort fighterhjerte og en god fodboldhjerne, var en brillant leder og styrmand. Bolderobrer og inspirator, hvis energi og ærgerrighed smittede af på holdkammeraterne.

Han startede opspil nede bag fra, kom også med op på banen, Andreas Bjelland udstrålede sædvanlig ro og autoritet, og backerne Michael Parkhurst og Patrick Mtiliga skabte bredde i spillet med mange fremløb. Enock Adu fordelte boldene fint, og hjemmeholdet havde gode afslutninger, og Horsens-forsvaret havde det ikke nemt over for de bevægelige FCN-spillere, der flyttede sig kvikt for hinanden.

Andreas Laudrup skiftede mening på friløber

Der manglede måske noget slagkraft i front, og en periode før pausen kom der lidt stilstand i FCN-spillet. Men nordsjællænderne kunne gå til pausen fulgt af kæmpestort bifald, fordi spilovertaget gav udbytte, da Mikkel Beckmann sparkede bolden i kassen efter et fint angreb, hvor Tobias Mikkelsen lagde bolden ind foran mål.

Hvilket jubelbrøl, der lød – og hvor var FCN-spillerne og folkene ude på bænken ved træner Hjulmand lykkelige. Det giver tryghed at føre, og sikkerhed, og efter pausen blev der lidt mere plads og muligheder for FCN-omstillinger med hurtige Tobias Mikkelsen i en hovedrolle. 2-0-målet lå ligesom i luften, men den smalle føring holdt tilskuerne i spænding. Jeppe Mehl fik en AC Horsens-chance. Jesper Hansen gik frem og klarede flot.

FCK var mestre i 25 minutter

FCK’s føring i Parken var ligegyldig for folk i Farum. 1-0 skulle bare holdes – eller føringen udbygges – og så skulle dommer Claus Bo Larsens ur helst gå hurtigt. Så champagnepropperne kunne springe, medaljerne og DM-trofæet overrækkes til de nye danske mestre, og en lang guldfest starte.

FCN-langskud strøg lige fordi Horsens-målet, og tilskuerne levede voldsomt med i den lune aften. Og da det sidste fløjt lød, røg alle arme i vejret, og alle på og uden for banen nød den store triumf i fulde drag.

Det har været en mægtig sæson for spillerne, klubben, trænerstaben og naturligvis især den 40-årige cheftræner Kasper Hjulmand, Barcelona-fan om en hals, hvad der jo har smittet meget af på den positive måde, FCN spiller på. Der er sat masser af klubrekorder. Flest sejre, flest point, lange serier uden nederlag, tilskuergennemsnittet på hjemmebane øget med ca. 25 procent til 5.800, og FC Nordsjælland bliver formentlig den danske klub, der får flest med i EM-truppen.

FCN-træner lavede målvideo før triumfen

Andreas Bjelland og Tobias Mikkelsen er udtaget, Kasper Lorentzen og Jores Okore er inde i billedet til de sidste pladser i 23 mands-truppen. Og hvis han ikke havde været skadet, ville FCN givetvis også have fået udtaget angriberen Mikkel Beckmann.

’Guldkampen’ var afskedskamp for Bjelland, der skifter til hollandske Twente. Han var skadet en periode og nåede at være med i 26 superligakampe. Den målfarlige offensivspiller Søren Christensen er den eneste, som har været på banen i alle 33 kampe. Jesper Hansen har spillet 32, Enock Adu 32, Nicolai Stokholm 31, Tobias Mikkelsen 32 og Michael Parkhurst 30.

De fleste på guldholdet er hentet ude fra. Den 27-årige målmand Jesper Hansen har været længst i Farum. Han kom som 15-årig fra Ølstykke og har været længe i 1. holdstruppen og var omkring holdet, der fik bronze for ni år siden.

Kasper Hjulmand er den første danske træner, der har vundet Superligaen, siden Michael Laudrup gjorde det i Brøndby i 2005. Nu skal han sende sit hold ind i Champions League, hvor de største hold i Europa venter på det danske sensationshold. Det er en fantastisk fodboldhistorie, FC Nordsjælland har skrevet i det gyldne 2012.

Dem kan FCN møde i Champions League

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her