Drømmehug fra venstre giver Brøndby en yderst tiltrængt sejr

Drønnert. Johan Larssons mål var et af dem, man husker.
Drønnert. Johan Larssons mål var et af dem, man husker.
Lyt til artiklen

Han kan næppe gøre det igen lige med det første.

Da Brøndbys nye højre back Johan Larsson scorede det afgørende mål i de gulblusedes 2-0-sejr over OB, traf den blonde svensker bolden så præcist og hårdt, at det var et decideret drømmehug.

I feltets venstreside hoppede kuglen hen til ham, og uden at betænke sig hamrede han den rent i nettet ved fjerneste stolpe.

Og så blev der ellers jublet. Af ham, af medspillerne, af trænerne og ikke mindst af de evigt entusiastiske fans på Brøndby Stadion.

Presset er vokset i Brøndby

Glæden er til at forstå. Det er tre superligakampe og en pokaldyst siden, at Brøndby senest vandt et betydende opgør, og med sejren over OB har den københavnske forstadsklub pludselig kun tre point op til målsætningen om at vinde bronzemedaljer.

Særligt træner Thomas Frank må være glad.

I Brøndby er presset vokset konstant, i takt med at den ambitiøse klub har spillet kamp efter kamp uden at vinde og er kommet længere fra sin målsætning.

Flere medier har spekuleret i, om Thomas Frank stod til at blive fyret, hvis ikke Brøndby besejrede OB.

Godt nok har både hovedaktionær Jan Bech Andersen, sportsdirektør Per Rud og spillerne bakket op om den taktiske chefdirigent, men de har også alle gjort det klart, at nu... Nu skulle sejrene altså til at komme.

Banen voldte atter problemer

Der har været en eller anden ubestemmelig uro i Brøndby, der også har måttet lytte til gentagen og øredøvende kritik for banen.

Igen i går lignede den mere bagsiden af Saturn end et egentligt fodboldgræstæppe. Især fordi der ikke var så meget græs over tæppet. Mere grus.

Men under de vanskelige forhold var hjemmeholdet altså bedst, selv om diverse knolde og umotiverede jordhuller jævnligt umiliggjorde tæmninger, skud og indlæg.

Skudstatistikken taler sit tydelige sprog: 15 forsøg fra Brøndby, 5 fra OB - 7 hjørnespark til Brøndby, 3 til OB.

Pukki var bedste mand

Især den finske angriber Teemu Pukki var en evig kilde til uro for OB-forsvaret, som han flænsede op med talrige hastige dybdeløb.

Første halvleg rundede han af med at sparke på stolpen, og sent i anden halvleg lukkede han kampen med sit mål til 2-0.

Da udnyttede han en fejl fra OB-anfører Ari Skulason, der ramte helt forbi bolden, så den trillede af sted mod fynboernes mål.

Teemu Pukki opsnappede den og udplacerede let gæsternes ellers udmærkede målmand, Mads Toppel.

Sådan gik det altså til, at lettelsen kunne sprede sig i Brøndby og omegn.

Ingen grund til uro i OB

OB har nu heller ikke grund til at være synderligt bekymret.

Godt nok var de kreative indslag begrænset til Rasmus Falk og unge Mikkel Desler - mens Emil Larsen igen-igen var helt ved siden af sig selv - og mængden af skabte chancer kunne måske give træner Over Pedersen lidt rynker i panden.

Men så kan han blot kigge på tabellen og konstatere, at tre andre klubber klarer sig markant ringere end OB: Silkeborg, FC Vestsjælland og Esbjerg, hvoraf de to sidstnævnte også tabte i dag.

Dermed ligger OB fortsat 10 point over nedrykningsstregen og ser altså ud til at redde sig endnu en sæson i Superligaen.

Jeppe Laursen Brock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her