En enkelt mand i en blå-gul trøje havde fundet sig til rette i det, der normalt ville være et udebaneafsnit fyldt til randen med Brøndby-støtter. Men her i havet af blåt og hvidt kunne den ensomme vestegnsmand være en af de eneste tydelige manifestationer af regulær opbakning til Brøndby-spillerne på banen.
Efter sidste konfrontation mellem de to storklubber 6. april havde Brøndbys fangrupperinger valgt sofaen frem for lægterne. Ved kampen i forrige uge havde Brøndby-fans forceret indhegningen ned mod spillertunnellen og havde overdynget banen med alskens kasteskyts. I efterspillet fordømte både Spillerforeningen og FC København opførslen, og alle parter forpligtede sig på at indgå i en konstruktiv dialog om acceptable foranstaltninger forud for gårsdagens kamp. Men øjensynlig blev det kun ved snakken.




























