OB kommer tæt på slutspillet trods store afbrændere

Michael Lumb kommer højt til vejrs på ryggen af Gustav Marcussen. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Michael Lumb kommer højt til vejrs på ryggen af Gustav Marcussen. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da OB for anden gang straffede tøvende forsvarsspil og efter 33 minutter scorede til 2-0 mod Lyngby, lignede det en tidlig afgørelse af Superligakampen, men det blev alligevel spændende i Odense, inden OB vandt 3-1.

Thomas Sørensen fik nemlig flugtet en reducering i kassen på Lyngbys eneste farlighed i første halvleg, og efter pausen lykkedes det pludselig gæsterne at skabe jævnbyrdighed og en kæmpechance.

Indskiftede Mayron George fik en friløber, da Joao Pereira gik forkert af en lang aflevering, men OB-målmanden Sten Grytebust kom i vejen for afslutningen.

OB havde retfærdigvis flere og større chancer for at afgøre kampen i anden halvleg, men det skete først, da et frispark fra Rasmus Festersen blev rettet af i Lyngbys forsvarsmur, så Oskar Snorre i målet var prisgivet.

Troels Kløve scorede sit første mål for OB efter skiftet fra Sønderjyske, da han prikkede bolden i mål efter et fladt indlæg fra Jacob Barrett Laursen, og recepten var den samme, Kløve meget let rundende Kevin Tshiembe og serverede et måloplæg til Anders K. Jacobsen.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her