Lyngby-angriberen Jeppe Kjær var en magtfaktor for sin klub i sidste sæson, da de kongeblå som oprykkere spillede sig til DM-bronze. I denne sæson har den erfarne frontløber været ude og inde af holdet og målene – han scorede 11 i sidste sæson – er udeblevet.
Men stimen på 20 kampe uden scoring blev brudt, da OB var på besøg i gruppespillets pulje 2. Og det skete med stil. Sejren, der ville have været den første i 16 kampe, fik Kjær og Lyngby dog ikke, da fynboerne fik udlignet to gange og via 2-2 fik det ene point med hjem.
1-0-målet faldt, da den 32-årige Jeppe Kjær trak en anelse ind i banen og fra god skudposition fik drejet bolden op i krogen efter et kvarter. Klasse.
Klasse var det også, da OB udlignede et par minutter inde i 2. halvleg. Her var Anders K. Jacobsen løbet i dybden, hvorfra han sendte Jeppe Tverskovs aflevering fladt over i det fjerne hjørne, inden den genopståede Jeppe Kjær opsnappede en returbold fra målmand Sten Grytebust og blev dobbelt målscorer.
Det medrivende opgør i Lyngby fortsatte med action i begge ender – og endnu en OB-udligning, der faldt, da Mathias Greve fik for meget tid og plads til at afslutte med et hårdt skud et stykke udefra kunne sikre fynsk point efter en times spil.
Pointdelingen betyder, at OB nu fører gruppespillets pulje 2 med 35 point foran Sønderjyske med 31. Randers (23 point) og Lyngby (22 point) ligner fortsat de to hold, der skal ud i nervepirrende kampe om at undgå nedrykning, mens OB kan sætte snuden op efter Europa League-playoff.
Kampen minut for minut
fortsæt med at læse




























