Når man – som Brøndby gjorde - fører Superligaen med fem point ned til nummer to med fire kampe tilbage, bør det ikke kunne gå galt. Men da Zorniger-holdet rundt om pokalfinalen i Parken, hvor Brøndby erobrede det første trofæ siden 2008, satte forspringet over styr, blev der lagt op til en pinse med en af de mest spændende mesterskabsdueller, vi skal opleve i den bedste fodboldrække.
FC Midtjylland-sejren på Vestegnen mandag aften satte en stopper for en storslået rekordserie uden nederlag, som gjorde Brøndby til guldfavorit. Midtjydernes optimisme og tro på egne evner voksede lynhurtigt efter ’triumfen’, så det kunne høres og ses, mens der blev stillet spørgsmål til Brøndby-spillernes fysiske forfatning og mentale tilstand.




























