Det var sikkert de færreste, der lagde mærke til scenen, og der var da heller ikke det store at se.
Få minutter før starten på søndagens superligakamp mellem FC København og SønderjyskE traskede en høj mand op langs Parkens sidelinje i mørkeblåt træningstøj, en let jakke og en sort hue, der skærmede for efterårsaftenens milde kulde. Roligt, uden at gøre væsen af sig satte han sig på hjemmeholdets udskiftningsbænk. Og det var sådan set bare det.


























