0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF's Patrick Mortensen var på pletten efter 14 minutter, da sikkert udnyttede et præcist indlæg fra Bundu.

Superligaen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

22. runde i Superligaen: AGF fik tre point i holdets første kamp i foråret

Politiken giver dig overblik over alle rundens kampe i Superligaen.

Superligaen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

AC Horsens - AGF 1-2

0-1 Patrick Mortensen (14), 1-1 Malte Kiilerich (34), 1-2 Casper Højer Nielsen (55)

Otte dage senere end ventet spillede AGF forårspremiere i 3F Superligaen, da AC Horsens mandag blev besejret på udebane med 2-1.

AGF’s første kamp skulle have været spillet d. 16. februar, men grundet dårlige baneforhold blev hjemmekampen mod Randers udsat.

Der var derfor lagt op til en vigtig kamp for begge mandskaber, hvor Horsens skulle revanchere onsdagens 0-6-nederlag til FC Nordsjælland.

Aarhusianerne havde noget at leve op til efter et flot efterår, og her skulle AGF-fløjen Mustapha Bundu vise sig afgørende.

Horsens-forsvaret kunne ikke stå imod den hurtige kantspiller, der var manden bag AGF’s to scoringer.

Med sejren er AGF på tredjepladsen nu fire point foran Brøndby med 39 point efter 21 kampe. Brøndby har 35 point for 22 kampe.

Kampens begyndelse blev en rodet affære, men efter 14 minutter fandt AGF tilbage til noget af det, der fungerede godt i efteråret.

Et hårdt, fladt indlæg fra Mustapha Bundu endte for fødderne af en fri Patrick Mortensen, der med lethed prikkede gæsterne på 1-0.

Efter scoringen var AGF bedre på bolden, men det forhindrede ikke hjemmeholdet i at udligne.

I det 34. minut sprang Horsens-forsvarer Malte Kiilerich højt efter et hjørnespark og pandede bolden i kassen.

AGF indledte anden halvleg med mest boldbesiddelse, og i det 55. minut tog gæsterne endnu engang føringen.

Mustapha Bundu sendte igen et fladt indlæg ind i feltet, hvor AGF-backen Casper Højer Nielsen udnyttede en dårlig clearing i Horsens-forsvaret og bragte AGF på sejrskurs.

Hjemmeholdet havde muligheden for at bringe sig tilbage i opgøret, men målene udeblev, og Horsens forbliver derfor på Superligaens 11.-plads med 25 point.


Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB - Brøndby 3-2

1-0, 2-0 Tom Van Weert (53, 55) 2-1 Samuel Mraz (57) 2-2 Anthony Jung (63) 3-2 Lucas Andersen (straffe 77)

AaB sejrede søndag i en målrig kamp, da nordjyderne slog Brøndby med 3-2 i Aalborg i 3F Superligaens grundspil.

Efter en chancefyldt første halvleg uden mål kom der fem mål på tavlen efter pausen.

Begge hold stillede op i en formation med tre midtstoppere og en tung midtbane. Det bød op til offensive indstillinger fra både hjemme- og udeholdet.

Det betød også masser af plads bag begge holds backs, hvor der gang på gang blev satset på dybe løb langs kanterne.

Kort efter kampstart kom Lasse Vigen til kampens første chance. Men Jacob Rinne kom ud af målet og afskærmede.

En halv time inde i kampen fik Jakob Ahlmann serveret et indlæg af anfører Lucas Andersen, men backen headede forbi fra halvanden meter.

Det samme gjorde Jores Okore efter 40 minutter, da Iver Fossum spillede midtstopperen fri foran mål.

Syv minutter inde i anden halvleg kom Lucas Andersen fri på venstre side og fandt sin angrebskollega med en høj bold. Den headede Tom van Weert sikkert ind til 1-0.

Få minutter senere kom Jakob Ahlmann i samme position og kunne sende endnu en bold i panden på Tom van Weert til 2-0.

Samuel Mraz kom kort efter igennem til en duel med Jacob Rinne, hvor Brøndby-angriberen fik afrettet en bold af svenskerens ben og op i nettaget.

Spændingen var tilbage. Og der kom mere.

En time inde i kampen flugtede Anthony Jung på en høj, afrettet bold og gjorde det til 2-2 fra kanten af feltet.

Brøndbys comeback endte dog med at være til ingen verdens nytte.

Med et kvarter tilbage af kampen pegede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen på pletten i Brøndby-feltet. En noget kontroversiel kendelse bedømt på de langsomme gentagelser, hvor det lignede at Kevin Mensah spillede bolden.

Fra pletten var Lucas Andersen kold og gjorde det til 3-2 med kampens sidste scoring.

Frustrationerne tog over på Brøndby-bænken, og i slutningen af kampen blev Martin Retov udvist, da Brøndby-assistenten blev tildelt et rødt kort for brok.

Med sejren er AaB ét point bag Brøndby i Superligaen.

Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Efter kampene mod Esbjerg og Silkeborg har Rasmus Falk og FC København fået 1 point i 2020.

Silkeborg - FC København 1-1

1-0 Vegard Moberg (35) 1-1 Jens Stage (65)

For anden superligakamp i træk lykkedes det ikke FC København at vinde, da holdet på udebane spillede 1-1 mod 3F Superligaens bundprop, Silkeborg IF.

Københavnerne tabte i seneste runde 0-1 til Esbjerg og får nu endnu sværere ved at genvinde mesterskabet.

FCK havde svært ved at finde rytmen i offensiven, mens Silkeborg samtidig forsvarede sig godt og fik et fortjent point.

Efter 22 kampe er FCK nu ni point efter FC Midtjylland på førstepladsen, mens Silkeborg fortsat er sidst med 11 point.

Allerede efter halvandet minut var FCK tæt på at bringe sig i front.

Michael Santos modtog bolden midt for mål, men angriberen sparkede lige på Silkeborg-keeper Rafael Romo.

FCK sad på store dele af spillet, men de store målchancer var svære at få øje på.

I stedet spillede hjemmeholdet sig til et par fine muligheder, og i det 35. minut lykkedes det også Silkeborg at bringe sig i front.

Efter et hjørnespark landede et indlæg for fødderne af midtbanespiller Vegard Moberg, som fra nært hold kunne score til 1-0.

Anden halvleg startede med store chancer i begge ender, men både Romo og FCK-målmand Karl-Johan Johnsson tog fint fra i hver deres ende.

Tyve minutter inde i anden halvleg lykkedes det dog for københavnerne at udligne.

Startdebutant Mikkel Kaufmann lagde flot bolden af til Jens Stage, som fra midten af feltet kynisk sparkede bolden i mål til 1-1.

Efterfølgende var hjemmeholdet af flere omgange tæt på at tage føringen igen, men stolpen og Karl-Johan Johnsson stod i vejen.

I tillægstiden modtog hjemmeholdets angriber Junior Brumado sit andet gule kort, men det ændrede ikke ved resultatet, som forblev 1-1.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Med sit 6. mål i denne sæson gjorde Lyngbys topscorer Frederik Gytkjær det til 1-0 mod Esbjerg.

Lyngby - Esbjerg 2-0

1-0 Frederik Gytkjær (15) 2-0 Rezan Corlu (87)

Frederik Gytkjær og Rezan Corlu sikrede med hver sit mål søndag Lyngby en 2-0-sejr over Esbjerg i 3F Superligaen.

Oprykkerne har nu 31 point på ottendepladsen og dermed pæn luft ned til bundholdene. Det skyldes ikke mindst en stærk hjemmebane.

Sejren var således Lyngbys ottende på hjemmebane i denne sæson, og det har kun FC København med ni hjemmesejre gjort bedre.

Esbjerg kom omvendt ned på jorden efter sin flotte 1-0-sejr over FC København i holdets forårspremiere og er som næstsidst i tabellen stadig i akut nedrykningsfare.

Hjemmeholdet startede opgøret bedst, mens Esbjerg lavede en del tekniske fejl og aldrig fandt samme niveau som i sejren over FCK.

Efter et kvarter kom Lyngby foran 1-0. Angriberen Emil Nielsen rundede energisk en Esbjerg-spiller og slog bolden ind i feltet, hvor angrebsmakkeren Frederik Gytkjær fra tæt hold sendte bolden over stregen.

Opgøret var generelt chancerigt. Begge hold ville gerne frem ad banen, og det gav et ganske intenst og afvekslende opgør.

Lyngby skabte flest chancer og farlige situationer, men Esbjerg havde i første halvleg også et par helt åbne muligheder, som offensivspillerne Mohammed Dauda og Ante Erceg misbrugte.

Lyngby havde rigeligt med muligheder for at bringe sig foran 2-0. Den sidste skarphed manglede dog, og det gav en spændende afslutning, hvor Esbjerg satsede mere og mere.

Udeholdet fik ikke skabt specielt mange åbne chancer, og efter 87 minutter blev kampen i stedet afgjort, da den kommende Brøndby-spiller Rezan Corlu scorede til 2-0 efter et veludført kontraangreb.

Annonce

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Randers FC - OB 0-0

Randers FC og OB’s opgør søndag endte 0-0, og derfor holder begge hold fortsat liv i drømmen om en plads i 3F Superligaens top-6.

Kampen bar i høj grad præg af vigtigheden, og det betød, at begge hold stod dybt kampen igennem.

Det gjorde det svært at kreere chancer, og derfor kom hverken Randers eller OB for alvor tæt på sejren.

Symptomatisk for kampen var det tætteste på et mål, da OB’s Alexander Juel Andersen nær havde givet Randers sejren kort før tid med et selvmål.

Randers er med det ene point fortsat nummer syv lige med AaB på sjettepladsen, inden nordjyderne søndag aften spiller mod Brøndby.

OB beholder også deres placering som nummer ni - tre point efter AaB.

Vi skulle helt frem til første halvlegs overtid, før et af holdene for alvor kom tæt på føringen.

Unge Mads Frøkjær-Jensen fik afsluttet et fint OB-angreb, men Randers-målmand Patrik Carlgren reddede, og dermed var pausestillingen 0-0.

Efter 59 minutters spil kom Randers’ første kvalificerede afslutning, da kantspilleren Mikkel Kallesøe trykkede af lidt uden for feltet.

Oliver Christensen i OB-målet var dog vågen, og han fik af to omgange fat i bolden.

Efter 88 minutter var OB ved at smide det ene point, da forsvarsspilleren Alexander Juel Andersen headede et indlæg på egen overligger.


Lars Møller/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Ikke siden december 2017 har FC Nordsjælland prøvet at vinde tre kampe i træk i Superligaen., men det skete med 2-1-sejren over Sønderjyske.

FC Nordsjælland - Sønderjyske 2-1

0-1 Anders K. Jacobsen (9) 1-1 Mikkel Damsgaard (81) 2-1 Abdul Mumin (81)

FC Nordsjælland fortsatte søndag klubbens flotte start på foråret i 3F Superligaen, da det på kunstgræsset i Farum blev til en 2-1-sejr over Sønderjyske.

Dermed har FCN hentet seks point af seks mulige i foråret med en samlet målscore på 8-1, men søndagens sejr var hårdt tilkæmpet.

Sønderjyske kom nemlig tidligt foran, men FC Nordsjælland var dominerende kampen igennem og kom flot tilbage med to mål i anden halvleg. Begge blev scoret efter dødbolde.

Sejren betyder, at FCN tager et stort skridt mod endnu en placering i Superligaens top-6.

Lars Møller/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Med 42 mål er FC Nordsjælland p.t. Superligaens mest scorende hold.

Farum-klubben har 34 point efter 22 kampe, hvilket rækker til en foreløbig femteplads. Sønderjyske er fortsat på tiendepladsen med 25 point.

FC Nordsjælland satte sig på begivenhederne fra start, men den afgørende aflevering manglede præcision gang på gang, hvorfor de helt store chancer udeblev.

Værternes manglende skarphed blev straffet efter ni minutter, hvor Anders K. Jacobsen kynisk afsluttede en hurtig omstilling med et fladt skud og sendte Sønderjyske i front.

Føringen gav medførte, at gæsterne stillede sig tilbage i en kompakt defensiv.

FCN sad på det meste, men en række ukarakteristiske fejlafleveringer gjorde, at spillet sjældent flød i første halvleg.

Efter pausen fortsatte FCN trykket og skiftede Kamal Deen Sulemana ind i jagten på en scoring. Den unge debutant skulle hurtigt blive afgørende.

Offensivspilleren fremtvang nemlig et frispark på kanten af feltet. Frisparket sendte Mikkel Damsgaard ved hjælp af en afretning i mål til 1-1 efter 65 minutter.

Ni minutter før tid kom forløsningen for hjemmeholdet, da forsvarsspilleren Abdul Mumin stangede et hjørnespark i nettet til 2-1.

Sønderjyskes Emil Frederiksen ramte overliggeren til allersidst, men heldet var med FCN, der tog en smal, men meget vigtig sejr.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands Evander Ferreira mod Hobros Jonas Brix-Damborg i Superliga-kampen mellem Hobro IK og FC Midtjylland.

Hobro - FC Midtjylland 0-2

0-1 Anders Dreyer (55), 0-2 Ronnie Schwartz (68)

FC Midtjylland tog fredag endnu en sejr i toppen af Superligaen, da rækkens førerhold igen gjorde det onde ved et ellers velspillende Hobro-mandskab.

FCM indledte Superligaens 22. spillerunde med en udesejr på 2-0 og fortsatte dermed dominansen mod Hobro, som FCM nu har mødt 12 gange i superligaregi uden at tabe.

Det er nu blevet til ti sejre og to uafgjorte i de indbyrdes opgør for FCM.

Med sejren lægger FCM gevaldigt pres på FC København. Der er nu ti point ned til de forsvarende mestre, som søndag gæster Silkeborg.

I fredagens opgør holdt FCM igen buret rent, hvilket holdet nu har gjort 11 gange i sæsonen.

Det er flest af alle klubber, og samtidig viste offensiven den fornødne kvalitet, hvor nyindkøbene Anders Dreyer og Ronnie Schwartz tegnede sig for scoringerne.

Sejren var endnu et udtryk for førerholdets kynisme, hvor gæsterne ellers tillod Hobro flere enorme muligheder, der aldrig blev udnyttet.

Hobro fik nemlig den bedste start på opgøret, hvor hjemmeholdet havde flere nærgående forsøg.

Imed Louati ramte blandt andet overliggeren to gange indenfor kampens første halve time.

Hobros chancehav forsatte i anden halvleg, hvor Edgar Babayan tog for let på en friløber og brændte på det skammeligste.

Kynismen havde Anders Dreyer til gengæld fire minutter senere, da han blev sendt igennem og sparkede bolden i nettet efter 55 minutter.

Få angreb senere burde Pål Alexander Kirkevold have udlignet, men heller ikke Hobros delte topscorer kunne få bolden i mål.

I stedet var det endnu et FCM-indkøb, der afgjorde sagerne. Indskiftede Ronnie Schwartz udbyggede til 2-0 efter 68 minutter og efterlod Hobro modløse.

Med nederlaget risikerer Hobro at miste 13.-pladsen til Esbjerg, der møder Lyngby søndag.

Ritzau

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?