Kontorets vægge er sorte som den mørkeste jyske muld – og som FC Midtjyllands grundfarve. De to ting hænger sammen.
I hvert fald ser de sådan på det i Danmarks nykårede og suveræne mesterklub, tidens mest succesrige fodboldforretning, og i midten sidder direktøren for det hele: Claus Steinlein. Tilbagestrøget blondt hår, lige så velstrøget himmelblå skjorte, trimmede skægstubbe og et næsten evigt tandsmil, der fremstår endnu hvidere, end det er, når det paraderer frem i ansigtet under de markante sort-gullige briller, som har fået usædvanlig meget opmærksomhed. De er smarte, de er hurtige, de er kække, har det sådan cirka lydt.