Få overblikket over rundens kampe i dansk fodbolds bedste række.

21. runde i Superligaen: AGF holder Randers i et jerngreb, men smider sejren væk til sidst

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen


AGF - Randers 1-1

1-0 Gift Links (5), 1-1 Vito Hammershøj-Mistrati 90, str.)

AGF’s sejrsløse stime mod lokalrivalerne fra Randers i Superligaen fortsætter, efter kronjyderne mandag hentede et enkelt point med hjem fra Aarhus.

En straffesparksscoring kort før tid til Randers betød nemlig, at kampen endte 1-1, og dermed er stimen altså nu på 14 kampe uden AGF-sejr siden 2015.

Resultatet kunne sagtens forsvares. AGF var bedst spillende, men Randers skabte flest chancer.

Selv om Randers kan glæde sig over det ene point og det fortsatte interne overtag, er holdet uden sejr i de seneste otte superligakampe stadig ikke sikret en plads i top-6.

Holdet indtager lige nu femtepladsen med 29 point bare et point foran AaB på syvendepladsen med en kamp tilbage af grundspillet.

AGF er på tredjepladsen med 37 point, syv færre end førerholdet fra Brøndby.

Hjemmeholdet kom bedst fra land, og allerede efter fem minutter kom holdet foran.

AGF blev her tildelt et frispark i højre side, som backen Casper Højer skulle tage sig af.

Han fandt med et perfekt indlæg sydafrikanske Gift Links, som ved forreste stolpe headede hjemmeholdet på 1-0.

Aarhusianerne holdt presset de efterfølgende minutter, men herefter faldt kampens puls.

Ingen af de to hold fik sat et stort offensivt udtryk, hvor to sløje Randers-afslutninger var farligste forsøg før pausen.

Anden halvleg fortsatte på samme måde, og først med 20 minutter tilbage kom kampens næste store mulighed.

Den netop indskiftede AGF-serber, Milan Jevtovic, fik chancen fra klos hold, men han skød skammeligt forbi Randers-målet. I den anden ende var Marvin Egho meget tæt på udligning.

Med bare få minutter tilbage blev Randers så tildelt et straffespark.

Det brændte midtbanemanden Vito Hammershøy-Mistrati faktisk, men han fulgte selv op på returen og gjorde det til slutresultatet 1-1.


FC København - FC Midtjylland 0-0

Brøndby og AGF var de største vindere af søndagens superligabrag i Parken.

Hverken værterne fra FC København eller gæsterne fra FC Midtjylland kunne score, og så endte det 0-0 til gavn for de øvrige tophold.

Målmændene Karl-Johan Johnsson og Jonas Lössl leverede store redninger i hver sin ende, de få gange det blev rigtig farligt.

Dermed har FCK fortsat ikke vundet over midtjyderne siden april 2019, og københavnerne halter efter i kampen om det danske mesterskab.

FCK på fjerdepladsen er nu ni point efter førerholdet Brøndby, mens FC Midtjylland som nummer to har fire point op til førstepladsen.

Til søndagens opgør måtte FCK-træner Jess Thorup finde endnu en ny konstellation i forsvaret, fordi Mathias ’Zanka’ Jørgensen var ude med karantæne.

Nicolai Boilesen gled derfor ind som midtstopper, mens unge Victor Kristiansen bevarede sin plads på venstre back.

Teenageren markerede sig både positivt og negativt. Han var flittig til at søge med frem på flanken og slå farlige indlæg, men han blev også fanget i uheldige positioner et par gange i defensiven.

Enkelte gange var det tæt på at føre til store muligheder, men generelt var det ikke chancer, der kendetegnede en intens første halvleg.

Gæsternes Gustav Isaksen kunne have åbnet scoringen tidligt, men han hamrede over mål efter en dødbold.

I den anden ende fik Jonas Wind en stor hovedstødsmulighed, men bolden havnede i handskerne på Jonas Lössl, der atter var foretrukket i buret frem for Jesper Hansen.

Efter en chancefattig første halvleg kom der med det samme chancer i anden.

En stor dobbeltchance til Rasmus Falk og Wind var få centimeter fra at give FCK føringen, men skarpheden manglede foran mål.

Så begyndte det ellers at ligne første halvleg igen med hårde dueller og direkte spil.

Et angreb midtvejs i halvlegen skilte sig dog ud. Efter en stribe gode kombinationer havnede bolden for fødderne af Wind, som igen blev den lille i duellen med en velspillende Lössl.

FCM-angriber Sory Kaba har en god statistik mod FCK, og kun en refleksredning af Karl-Johan Johnsson i FCK-målet stod i vejen for endnu et mål mod københavnerne med ti minutter igen.

Det så ud til at blive sidste store chance i opgøret, men i tillægstiden satte Victor Nelsson punktum for nulløsningen ved at heade over mål.

/ritzau/


OB - Brøndby 0-3

0-1, 0-2 og 0-3 Mikael Uhre (20, 35 og 40)

Det var et overlegent Brøndby-hold, der søndag slog OB med 3-0 i Superligaen takket være et Mikael Uhre-hattrick i første halvleg.

Niels Frederiksens tropper dominerede fra kampens start, hvor mandskabet kunne have ført med mere end tre ved pausen, men OB-keeperen, Oliver Christensen, afviste fine Brøndby-muligheder.

Brøndby lignede på mange måder et mesterskabshold kampen igennem, da gæsterne kontrollerede kampen og ikke tillod mange chancer til odenseanerne, der aldrig kom i gang med deres spil.

Især angriberen Mikael Uhre markerede sig, da han scorede et hattrick i første halvleg. Dermed står angriberen noteret for 12 scoringer i Superligaen og topper topscorerlisten sammen med AGF’s Patrick Mortensen.

Med resultatet kan Brøndby fortsætte på Superligaens førsteplads efter denne runde, mens OB’s muligheder for top-6 hænger i en tynd tråd forud for holdets sidste kamp i grundspillet mod AaB i næste uge.

Det var et Brøndby-mandskab, der lige skulle vænne sig til underlaget mod et OB-hold, der pressede førerholdet fra den storkøbenhavnske vestegn. Kampens start var plaget af mange fejlafleveringer og misforståelser.

Niels Frederiksens tropper kom hurtigt ovenpå, hvilket afspejlede sig i spil og chancer.

Efter 19 minutter begyndte Uhre-showet, hvor angriberen resolut sparkede bolden fladt i kassen uden chance for Oliver Christensen efter oplæg fra Jesper Lindstrøm.

Med ti minutter tilbage af første halvleg øgede Uhre føringen til 2-0 efter et fremragende kombinationsspil.

Hattricket kom i hus fire minutter senere efter lidt VAR-forvirring, da målet i første omgang blev underkendt for offside, men blev godkendt efter yderligere tjek i VAR-vognen.

Brøndbys dominans fortsatte i anden halvleg, hvor sejren aldrig var i fare.

Sønderjyske - AC Horsens 2-0

1-0 Anders K. Jacobsen (3) 2-0 Marc Dal Hende (9)

Sønderjyske brød sin dårlige stime og vandt 2-0 på hjemmebane mod AC Horsens søndag eftermiddag i Superligaen.

Forud for opgøret havde Sønderjyske ikke vundet i seks superligakampe, men klubben blev godt hjulpet på vej af to store målmandsfejl fra gæsternes Matej Delac i kampens indledning.

Begge fejl resulterede i scoringer til Sønderjyske, der kampen igennem holdt Horsens fra chancer og kørte en sikker sejr hjem.

Med sejren er klubben fra Haderslev fortsat i spil til en plads i top-6 inden sidste runde af grundspillet, hvor FC Nordsjælland er modstanderen på udebane.

Sønderjyske har 28 point, mens Horsens er sidst i Superligaen med 12 point.

I Horsens-målet kom Matej Delac i fokus fra kampens start. Gæsternes kroatiske keeper sparkede efter tre minutter bolden direkte op i hovedet på Sønderjyskes Anders K. Jacobsen, hvorefter den hoppede i mål.

Sønderjyske-angriberen blev ramt så hårdt, at han måtte lade sig udskifte efter 12 minutter grundet et sløret blik.

Men inden da var den gal igen hos Delac. Han kom helt skidt ud til et langt indkast, og så scorede Marc Dal Hende til 2-0 i et tomt mål.

Usikkerheden hos Delac så Sønderjyske ud til at ville teste, for i løbet af første halvleg blev der sendt flere afslutninger af sted mod Horsens-keeperen, som dog diskede op med et par fine redninger.

I pausen skiftede Horsens en ekstra angriber ind, men gæsterne var fortsat ufarlige foran mål.

I stedet blev anden halvleg præget af mange dueller og frispark, og de mange stop i spillet blev kendetegnende for de sidste 45 minutter.

Til sidst stillede Sønderjyske sig dybt og forsvarede effektivt føringen, der aldrig var i fare.

Vejle - AaB 0-2

0-1 Tom van Weert (13) 0-2 Jakob Ahlmann (54)

AaB hev søndag en 2-0-sejr hjem, da nordjyderne gæstede Vejle Boldklub, og dermed tog anden sejr på stribe i Superligaen.

Vejle manglede holdets karantæneramte kreatør, Allan Sousa, der indtil videre i sæsonen enten har scoret eller lagt op til 12 af Vejles 25 ligamål.

Det kunne også ses i hjemmeholdets offensive facetter af spillet, hvor vejlenserne ofte manglede den sidste skarphed foran målet og til tider så rådvilde og idéforladte ud.

Kampen vil nok mest blive husket for AaB’s 2-0-scoring, hvor AaB-backen Jakob Ahlmann sendte et langskud i mål med hjælp fra overliggeren.

Med søndagens udesejr over Vejle har AaB fortsat mulighed for at sikre sig en plads i det forjættede mesterskabsspil, før sidste runde af grundspillet, der finder sted på næste søndag.

Med nederlaget missede vejlenserne definitivt chancen for at slutte i mesterskabsspillet.

Vejle satte sig spillemæssigt mest på første halvleg uden at skabe de helt store chancer.

Til trods for hjemmeholdets boldovertag var det gæsterne fra AaB, der efter 13 minutter kunne lade sig notere for kampens første scoring.

AaB-backen Kristoffer Pallesen sendte et præcist indlæg ind i panden på den hollandske angriber, Tom van Weert, der headede sin fjerde ligascoring i mål for nordjyderne.

Det blev også den sidste scoring i halvlegen, og AaB kunne gå til pause med en 1-0-føring.

Nordjyderne var dog ikke færdige med målscoringen, og efter 54 minutter udbyggede gæsterne føringen, da holdets venstreback, Jakob Ahlmann, lidt uden for feltet kanonerede 2-0-scoringen i nettet via overliggeren.

Efter scoringen, der også blev kampens sidste, formåede Vejle aldrig rigtigt at komme ind igen, og AaB kunne derfor rejse retur til Aalborg med de tre point.

Lyngby - FC Nordsjælland 0-3

0-1 Ibrahim Sadiq (4) 0-2 Isaac Atanga (88) 0-3 Andreas Schjelderup (90)

FC Nordsjælland kan takke målmand Peter Vindahl Jensen for, at det blev til tre point, da Farum-klubben slog lokalrivalerne Lyngby med 3-0 på udebane i Superligaens 21. runde.

Lyngby var gennem kampen nemlig klart bedst og farligst, men Vindahl Jensen havde flere forrygende redninger.

Han tog blandt andet et straffespark, så FCN holdt sin tidlige føring og efter en udvisning til Lyngby til sidst kunne øge til både 2-0 og 3-0.

Nordsjælland vil ikke være stolt over præstationen i kampen, hvor spillet på bolden var langt under niveau, men til gengæld kan FCN glæde sig over at være nummer seks i Superligaen før de resterende kampe i denne runde.

Lyngby er nummer 11 og må konstatere, at stimen af tre sejre i træk blev afbrudt.

Nordsjælland fik en drømmestart, da angriberen Ibrahim Sadiq på snarrådig vis erobrede bolden og sendte den i kassen langt ude fra, da han fangede Lyngby-målmanden Thomas Mikkelsen på mellemhånd.

Dermed 1-0, men efter den scoring var der ikke meget at juble over hos gæsterne.

Lyngby var klart bedst og lykkedes i noget højere grad end lokalrivalerne med at holde på bolden. FCN havde få farlige kontrastød, men ellers var det Lyngby, som stod for chancerne.

Lyngbys Emil Nielsen og Emil Kornvig brændte to store muligheder, og lige før pausen tog Peter Vindahl Jensen på forrygende vis et straffespark fra Lyngbys Victor Torp.

Men momentum gled hurtigt FCN af hænde i anden halvleg, og så lignede det et spørgsmål om tid, før Lyngby skulle udnytte sit spillemæssige overtag og få udlignet.

Magnus Warming var tæt på efter en flot solotur i det 70. minut og Christian Greko Jakobsen havde et frit skud, men Vindahl Jensen reddede flot begge gange.

Til sidst blev Lyngby ti mand, da forsvarer Pascal Gregor fik et direkte rødt kort, og det udnyttede FCN til at lukke kampen til 2-0 ved Isaac Atanga i 88. minut og til 3-0 på et flot frisparksmål af unge Andreas Schjelderup i tillægstiden.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her