Egentlig var det en nogenlunde almindelig søndag formiddag midt i april. Men som timerne gik, stod det stadig mere klart for Daniel Rommedahl, at europæisk fodbold stod ved en eller anden form for skillevej.
Til daglig bærer han titlen director of football operations and international affairs i den danske storklub FC København. Men samtidig sidder han i bestyrelsen i de større europæiske klubbers organisation, ECA, og det var især i kraft af den post, at han fik »nogle hektiske dage«.


























