FCK’s Nicolai Boilesen langer ud efter noget af kritikken af Luther Singh, som ifølge ham er voksenmobning.

FCK-træner efter nedtur: Vi kan ikke være det bekendt

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

FC København fik ikke for alvor sit spil til at fungere og tabte i sidste ende fortjent til Brøndby.

Det er konklusionen fra cheftræner Jess Thorup efter 1-2-nederlaget til rivalerne fra den storkøbenhavnske vestegnen søndag.

»Som jeg sagde til spillerne, har vi givet vores liv til fodbold for at spille sådan nogle kampe i sådan en kulisse, og så kan vi simpelthen ikke være bekendt ikke at levere en bedre præstation«, siger Thorup.

FCK-træneren er særligt utilfreds med indsatsen før pausen.

»Vi må lægge os fladt ned og sige, at første halvleg var ikke godt nok. Vi spillede naivt, alt for kort og gav Brøndby muligheden for at komme i deres aggressive genpres, som vi ved, de har lagt på deres spil«.

»Vi fik aldrig rigtig spillet os ud af deres pres, og det gav dem momentum og tro på tingene. Vi prøvede at ændre lidt i pausen. Vi fik i perioder lagt pres på, men ikke i store nok perioder, og så tabte vi vel fortjent«, konkluderer Jess Thorup.

FC København risikerer at være seks point efter FC Midtjylland, hvis Superligaens jyske førerhold slår Sønderjyske søndag aften.

Viborg kører AaB helt over i en overraskende målfest

Jess Thorup bruger dog ikke energi på at være bekymret over, at FCM kan stikke af i tabellen.

»Det kunne jeg sagtens være, men jeg synes, jeg har nok at se til lige nu. Det er at kigge på mit eget hold og få det samlet op bedst muligt«, fastslår cheftræneren.

I søndagens kamp var der fart på i spillet, og sådan forsøgte Brøndby bevidst at male kampbilledet.

- Det var en del af planen at få kampen op i et højt tempo, for der synes vi, vi har nogle fordele. Vi har ikke en fordel af stille og rolige kampe, der er ved at gå halv i stå, eller som man falder i søvn af.

»Hvis vi skal udnytte vores fart, som vi har både på siderne og fremme, er det vigtigt, at der er tempo, omstillinger og overgange i spillet«, siger cheftræner Niels Frederiksen, som generelt er meget tilfreds med præstationen fra sit hold.

Centralt manglede FCK midtbaneprofilerne Carlos Zeca og Rasmus Falk, og det udnyttede Brøndby til at kontrollere midtbanen og diktere tempoet derfra.

Niels Frederiksen roser sin midtbanetrio, som bestod af Morten Frendrup, Josip Radosevic og Anis Slimane.

Kritikken buldrer før rivalopgøret: Er FC København ved at miste sin identitet?

»Det er en væsentlig årsag, til at vi kunne vinde kampen, at vi præsterede så godt både med og mod bolden«.

»Jeg synes, det var flot hele vejen rundt, men det er klart, at vores midtbane gjorde det rigtig godt, lyder det fra Brøndby-træneren, som fortsat først og fremmest holder fokus på top-6, inden det er tid til at sætte større mål«.

Boilesen forsvarer Singh

»Han ligner én, der har spist tre burgere, inden han kom på banen«.

Sådan lød det om Luther Singh i TV3 Sports kommentering af FC Københavns udekamp mod Sønderjyske 17. oktober.

Den 24-årige kantspiller kom til FCK i sommer og har hidtil ikke fået sat et aftryk i dansk fodbold, men ovennævnte kommentar er over stregen, mener FCK-spilleren Nicolai Boilesen, som forsvarer sin holdkammerat.

»Luther er en del af vores hold, og jeg har godt læst og hørt, hvad der er blevet sagt – også i fjernsynet. Jeg må være ærlig og indrømme, at der er nogle ting, jeg ikke synes, man kan tillade sig at sige«.

Stribevis af fejl koster FCK's ti mand dyrt i europæisk nedtur

»Nu snakker jeg bare for mig selv, men jeg synes, det er en skandale, at man kan tillade sig at stå og snakke om, om han har spist burgere eller ej. Der burde være et eller andet vist niveau, i forhold til hvad man tillader sig at sige«.

»Man må sagtens sige, at vi spiller dårligt og rigtig, rigtig dårligt, men det der går lidt hen og bliver voksenmobning på et eller andet niveau«, siger Nicolai Boilesen.

TV3 Sports pågældende kommentator har efterfølgende forklaret, at han ikke henviste til Luther Singhs kropsbygning, men til at han generelt så meget tung ud på banen.

Til søndagens derby mod Brøndby var Luther Singh i første omgang en del af FCK’s bruttotrup på 19 mand, men han fandt ikke vej til den endelige kamptrup.

Cheftræner Jess Thorup begrunder fravalget således efter 1-2-nederlaget til rivalerne.

»Det var på baggrund af, at jeg har haft nogle snakke med Luther efter de sidste par kampe. Vi blev enige om, at nu trækker vi lige stikket. Vi har sagt, at nu skal vi gøre noget ved det her, så det ikke bliver noget halvt. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi får det her til at blive helt«, siger Thorup.

Cheftræneren fortæller, at Luther Singh har trænet ekstra både fredag og lørdag, og at han kun blev indlemmet i bruttotruppen, fordi midtbanespilleren Jens Stage var tvivlsom mod Brøndby.

Sydafrikaneren kommer næppe til at spille lige foreløbig, fordi formen ikke er, hvor den skal være.

»Jeg tror, alle har set, at han er jo ikke der, hvor han skal være - også i forhold til formen - og det har vi taget konsekvensen af«.

»Vi har sagt til Luther, at de næste par uger kommer det til at gå på at træne ekstra hårdt, så han skal tilbage i topform«, siger Jess Thorup.

Luther Singh fik i en periode ikke lov at spille for FCK, fordi hans pas var udløbet, og det har sammen med andre udfordringer gjort, at det er endt, som det er, mener Thorup.

»Det har været et ujævnt forløb med noget landskamp, pas og alt muligt andet, som har gjort, at det har været alt for ujævnt. Vi har troet, at vi bare kunne bringe ham ind, og at han via kampene kunne spille sig i form«.

»Det må vi acceptere, at det kan han ikke, så nu har vi lige trukket stikket, så vi får ham bygget ordentligt op«, siger Jess Thorup.

Luther Singh kom til FC København fra portugisiske Braga og har skrevet kontrakt til 2025. Hidtil har kantspilleren fået syv indhop i den hvide trøje.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her