Fodboldfesten er i gang med 1-1 og et kanonmål

FEJRING. Da Sydafrika sendte VM's første mål i kassen blev det fejret på behørig vis.
FEJRING. Da Sydafrika sendte VM's første mål i kassen blev det fejret på behørig vis.
Lyt til artiklen

Kampen vibrerede fra første til sidste minut, da Sydafrika og Mexico indledte VM-turneringen ved at spille 1-1 i en tempofyldt og underholdende åbningskamp i Johannesburg.

Et skud på stolpen af Katlego Mphela efter 89 minutter var tæt på at gøre Sydafrika til vinder af en kamp, som Mexico ellers startede og sluttede bedst.

Fra første færd blev Sydafrika presset bagud af en mexicansk hvirvelvinds-dominans, der var tæt på at give udbytte efter 107 sekunder.

21-årig mexicaner imponerede
Giovani Dos Santos viste sig frem for første gang, men den 21-årige Galatasarayspiller blev blokeret, netop som han skulle sparke en løs retur fra målmanden i et tomt mål.

Mexico fortsatte inspireret af den veloplagte Dos Santos med at sætte hjemmeholdet under pres.

Dos Santos afsluttede et godt løb med bolden med et langskud, der først til allersidst skruede væk fra målrammen, Guillermo Franco var tæt på at udnytte Carlos Velas fine fremlægning og Dos Santos havde en forrygende afslutning, som Itumeleng Khune med stort besvær fik pareret til hjørnespark.

Steven Pienaar var Sydafrikas bedste

Sydafrikas bedste var den allestedsnærværende Steven Pienaar, der også stod for hjemmeholdets få offensive indslag i første halvleg, men ni minutter efter pausen var det en knivskarp stikning fra Kagisho Dikgacoi, der for alvor satte gang i VM-festen.

Fra midten spillede Pienaar bolden dybt til Siphiwe Tshabalala, der kontrollerede den flyvske kugle i fuldt løb og med venstrebenet tordnede bolden utageligt op i det modsatte målhjørne til en fantastisk mål.

VM'S FØRSTE SCORING

Scoringen ændrede kampens karakter fuldstændig.

Foran 1-0 spillede Sydafrika med langt større selvtillid og kontrol og havde to kæmpechancer, da Teko Modise først sparkede forbi og senere med en fremragende førstegangsberøring slap fri, men blev bremset af den noget fysisk stærkere PSV Eindhoven-forsvarer Francisco Rodriguez.

I stedet fik den meget omtalte Adidasbold en betydning, da en høj tværaflevering fra endnu en gang blev fejlbedømt af en forsvarsspiller, så Rafa Marquez i fri position kunne kontrollere bolden og sparke udligningen i kassen.

Stjernebarometret Vær med til at kåre kampens spiller

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her