Kan en mand blive bragt i den situation, at han må føle sig som verdens ulykkeligste og mest ensomme person, selv om han er sammen med et halvt hundrede tusinder mennesker?

Ja. Hvis han er fodboldmålmand på Englands VM-hold, hedder Robert Green og lige har begået en kæmpebommert, der har kostet et mål til slutresultatet 1-1 mod USA.

De engelske fans tabte et øjeblik fatningen, inden de buede lidt, chokerede og rystede og efterhånden rasende på den uheldige målmand. Holdkammeraterne kiggede væk, og det varede et stykke tid, før nogen af dem kom hen med opmuntrende skulderklap og trøstende ord.

Hvad mon der løb af tanker gennem hovedet på Robert Green, den 30-årige West Ham United-keeper, da han lørdag aften på Royal Bafokeng stadion i Rustenberg lå og bed i græsset, lukkede øjnene og håbede, at han ville vågne op i sin hotelseng og kunne drage et lettelsens suk, fordi det kun var en drøm, en ond drøm?

Var han parat til at lade sig udskifte med det samme? Ledte han efter en skovl, så han kunne grave sig ned i et stort hul bag målet? Gik han rundt og sagde undskyld til sit hold i pausen? Græd han, men hans så for sig, hvad de engelske medier ville gøre ved ham næsten dag?

Det var ikke ond drøm. Det var den barske virkelighed. Hele verden så, hvordan Robert Green knælede og med begge hænder var klar til at modtage bolden, som USA-midtbanespilleren Clint Dempsey havde affyret fra godt en snes meter. Skuddet var ikke særlig hårdt, og Robert Green var måske allerede, mens bolden var på vej, ved at orientere sig om, hvor han skulle kaste den ud for at starte et hurtigt modangreb?

Fatalt øjeblik
Han var i hvert fald ukoncentreret i et fatalt halvt sekund, så han ikke fik greb om kuglen, der smuttede fra ham og trillede ind over målstregen med Green desperat kravlende langt bagefter.

Det er lige så katastrofalt, når en angriber misbruger en stor chance, eller når anføreren tager ansvaret og sparker straffespark og brænder, påstås det. Jo, det tæller lige meget, når en oplagt scoringsmulighed til 1-0 bliver misset, som når en målmand dropper til 0-1.

Men en målmand vil og må føle sig meget mere ensom, ulykkelig og dårlig tilpas, når han begår en fejltagelse, som Robert Green gjorde. Mens en angriber, der har sparket ved siden af i en oplagt scoringsposition, kan bruge alle sine kræfter og energi på at jagte bolden på ny kort efter og selv være meget aktiv for at gøre fejlen god igen, må en målmand bare stå og vente på, at han – muligvis – får lejlighed til at revanchere sig senere i kampen.

Målmanden kan ikke afreagere
Målmanden kan ikke løbe ud og spille med, få afreageret og vise, at han er mentalt stærk og frisk efter at have sundet sig. Han må stå, ensom med skammen, og fundere over sin skæbne, og bare håbe og tro på, at han ikke gør det samme igen.

Robert Green spekulerede selvfølgelig på, om kampen mod USA var hans sidste for England. En spekulation, som England-manager Fabio Capello har gjort sig de seneste dage frem mod andenrunde-kampen i aften mod Algeriet.

Nogle af medspillerne med den høje angriber Peter Crouch i spidsen tog sig godt af Robert Green dagen efter USA-kampen, da målmanden næppe gik på nettet for at læse, hvad der stod i de engelske søndagsaviser. De var på golfbanen, hvor Green kunne slappe lidt af.

Fabio Capello har forsøgt at bygge Robert Green op igen ved at tale om den udmærkede redning, han havde efter pausen, og målmandstrænerne har været meget opmærksomme på, hvordan den uheldige keeper har opført sig på træningsbanen, med og uden bold, og hvordan hans udstråling og mentale tilstand har udviklet sig.

De gode gamle dage...
England har i en stor trænerstab to, som alene tager sig af målmændene – Green, Joe Hart og den 39-årige David James, der mente, at han fra start af VM-slutrunden burde have været Englands nummer ét. Da Fabio Capello blev ansat, tog han sin landsmand Franco Tancredi med, og han valgte at beholde Ray Clemence.

Ray Clemence, den tidligere Liverpool-målmand, der spillede 61 landskampe i 1972-84, regnes for en af de tre bedste, der har vogtet det engelske mål. De to andre er Peter Shilton, som i 1970-90 spillede 125 landskampe, og Gordon Banks, manden der stod på 1966-holdet, som på Wembley slog Vesttyskland og vandt verdensmesterskabet for første og eneste gang.

Før i tiden havde England ikke et målmandsproblem. Det har man nu. Og derfor kan man tvivle på, om Fabio Capello får opfyldt håbet og ambitionen om at føre England i VM-finalen 11. juli.

fortsæt med at læse

Frankrig smider Anelka hjem