44 år måtte Tyskland vente på at få revanche for Wembley-målet i VM-finalen på Wembley i 1966, da Geoff Hurst i den forlængede spilletid hamrede bolden på underkanten af overliggeren, hvor fra den røg ned og måske-måske ikke var over stregen.
Tyskerne sagde nej, englænderne og den russiske linjevogter ja, og der findes ikke noget 100 procent bevis for, at godkendelsen af scoringen var korrekt
Men 3-2 blev det, og England slog tyskerne og vandt verdensmesterskabet med en 4-2-sejr efter forlænget spilletid.
I dag i VM-ottendedelsfinalen i Bloemfontein mellem de to europæiske stormagter var det så England, der følte sig – og blev bortdømt.
Linjedommeren og dommeren nåede ikke at se, at et skud fra Frank Lampard via underkanten af overliggeren var 35-40 centimeter inde bag stregen. Det blev helt tydeligt afsløret på tv-billeder, som Fifa ikke vil bruge som hjælp til dommeren og linjedommerne.
LÆS ARTIKEL England snydt for scoring mod Tyskland
Her burde det være blevet 2-2, men tyskerne fik lov at beholde 2-1-føringen og kørte overraskende englænderen helt over i anden halvleg. De scorede to gange mere og vandt en suveræn 4-1-sejr, der giver adgang til en kvartfinalekamp mod vinderen af aftenens møde mellem Argentina og Mexico.
DOKUMENTATION
Fra starten fandt tyskerne først frem til deres spil i et opgør, der startede meget taktisk og slet ikke så tempofyldt, intenst og fighterpræget, som de fleste havde set frem til i en spændt atmosfære med mange tusinde engelske og tyske fans på tribunerne.
Englænderne kunne ikke holde fast i bolden, og forsvarsorganisationen og opdækning var mangelfuld, så de bedre kombinerende modstandere havde let ved at komme til chancer.
Den 39-årige England-målmand David James havde et par gode redninger, og var kun et spørgsmål om tid, før Tyskland ville komme foran.
Tysk-polakkerne slog til igen
Miroslav Klose, Bayern München-angriberen, der havde svært ved at holde en stamplads på klubholdet, åbnede scoringen efter dårligt forsvarsspil af den rutinerede John Terry og Matt Upson.
Og englænderne blev helt udmanøvreret, da hurtige tyske kombinationer op ad banen endte med en tværaflevering fra Thomas Müller til Lukas Podolski, der var totalt umarkeret og havde tid og plads til uden besvær at sparke bolden ind bag David James.
Efterhånden fik englænderne samling på tropperne og etableret fremspil, der begyndte at ligne noget og førte til indlæg med en vis kvalitet.
STJERNEBAROMETRET
På en lang bold fra Frank Lampard hovedstødte Matt Upson 2-1-reduceringen i kassen. En scoring, der løftede det engelske spil, som blev mere kraftfuldt og optimistisk.
Og udligningen kom altså på Frank Lampards skud. Linjevogteren og dommeren så det bare ikke.
David Beckham, med som ’maskot’ og galionsfigur i træner Fabio Capellos trænerstab, trøstede og opildnede de engelske spillere, da de gik fra banen efter de første 45 minutter. Og fra anden halvlegs start lagde 'England-England'-råbene sig massivt ind over banen.
Effektivt tysk kontraspil
Et Frank Lampard-skud på overliggeren var startsignalet til en periode med et England-pres, der satte det tyske forsvar i problemer. Wayne Rooney, ikke helt den samme, som han var på Manchester Uniteds hold, inden han pådrog sig den slemme ankelskade midt på foråret, var med til at sætte ’ild’ i det engelske spil, og man ventede på 2-2-målet.
Og pludselig, ud af ingenting, slog tyskerne så kontra efter et engelsk frispark uden for det tyske straffesparksfelt. Hurtigt, direkte og sylespidst blev der prikket hul på den slappe engelsk opdækning, så Bastian Schweinsteiger kunne lægge bolden til den helt frie Thomas Müller.
Den unge Bayern-spiller, der har fået sit helt store gennembrud i denne sæson, øgede til 3-1 og smadrede i realiteten i det øjeblik de mange engelske drømme om en storhedsperiode på verdensscenen under den det seneste par år meget roste og beundrede Capello.
Overlegne tyskere
4-1-scoringen kom efter endnu en brillant tysk demonstration i, hvordan man spiller direkte i banens længderetning, når bolden er erobret. Den talentfulde Mesut Özil – en af de bedste på det unge tyske hold – sprintede sig fri fremad i venstre side og servede bolden på et sølvfad for Thomas Müller. Bayern-spilleren havde selv startet angrebet på egen banehalvdel.
De unge vindere var overlegne og tillod sig at drille de ældre og mere erfarne englændere i sidste del af kampen, hvor Capellos tropper virkede opgivende.
Den tyske træner Joachim Löws spillere gjorde nærmest, hvad der passede dem i kampen, der var ’ophøjet’ til ’den store krig’ og alt muligt andet og som altså blev en tysk opvisning i effektivitet. Og en kamp, England vil tale længe om – på grund af målet, som ikke blev givet.
fortsæt med at læse




























