Holland vil hellere vinde end spille smuk fodbold

SEJRSVILJE. De hollandske spillere har endnu ikke afgivet point ved VM.
SEJRSVILJE. De hollandske spillere har endnu ikke afgivet point ved VM.
Lyt til artiklen

Den hollandske landstræner Bert van Marwijk er en stor beundrer af Barcelona. Han er ikke alene.

De fleste trænere og spillere vil allerhelst spille fodbold, som det spanske mesterhold gør. Men det er unægtelig, af mange grunde, lettere sagt end gjort.

Og en landstræner, der ikke har samme arbejdsbetingelser med spillerne til rådighed hver dag som en klubtræner og ikke kan købe spillere fra udlandet til at forstærke holdet, må vel først og fremmest bestræbe sig på at få sit landsholdskollektiv til at fungere på en effektiv måde, skabe resultater og spille i et system, hvor spillerne føler sig trygge.

FOTO Holland er klar til VM finalen

Under Bert van Marwijk har Holland spillet fast i en 4-2-3-1-formation, og efter at have slået Brasilien 2-1 i kvartfinalen og Uruguay 3-2 i semifinalen er hollænderne ubesejret i 24 landskampe på stribe og klar til den første VM-finale siden 1978.

Wesley Sneijder, Arjen Robben og Mark van Bommel er trådt ud af de lange skygger, som de store navne med Johan Cruyff i spidsen fra holdene, der var i finalerne i 1974 og 1978, i så mange år har lagt ind over hollandsk landsholdsfodbold.

Det er en fornem bedrift, og Bert van Marwijk behøver ikke at lytte til romantikere og kritikere, som kan finde ting ved det hollandske spil, der ikke er offensivt, flot eller seværdigt nok. Morten Olsen er en af dem.

LÆS OGSÅ Hollandsk træner blev nostalgisk

Den danske landstræner, som i lighed med Cruyff ikke brød sig om det danske spil, da Danmark blev europamester i 1992, og som fnyste ad Grækenlands måde at triumfere på i EM-slutrunden i Portugal, hvor Danmark spillede »flot« og blev sparket ud af turneringen med et 3-0-nederlag til Tjekkiet, konstaterer, at »Holland har to 6’ere i kontrollerende roller og mange folk bag bolden«.

»De spiller ikke hollandsk«
»Holland har jo ikke spillet hollandsk«, har Olsen sagt til sporten.dk.

Han får det til at lyde, som om det nærmest er en ’forbrydelse’ at spille på en måde, så man vinder kampene.

»Hollænderne har spillet atypisk, fordi de vil være verdensmester – og så kan man overveje, hvor godt det er«, funderer Olsen, mens Bert van Marwijk forbereder sit hold til VM-finalen.

Stærk slutspurt sender Holland i VM-finalen

Hollænderne synes, det vil være godt at blive verdensmester søndag aften på Soccer City. Det har de jo aldrig været før, og nu er det naturligvis et stort tema i Holland, om 2010-holdet er bedre end holdene i 1974 og 1978 – og europamesterholdet fra 1988.

»Der var så mange store hollandske spillere dengang, og vi har måttet kæmpe lidt mod minderne. Når de spillere taler om fodbold, lytter alle til dem. Jeg drømmer om, at vi kan erobre VM-trofæet, så folk engang også vil lytte til os«, siger angriberen Robin van Persie.

Van Persie vil kopiere Maradona

Han fortæller, at han derhjemme har et kæmpestort billede på væggen af Diego Maradona, der bliver båret på medspillernes skuldre, mens han holder VM-pokalen op i luften efter Argentinas finalesejr over Vesttyskland i 1986 i Mexico.

»Jeg har mange gange kigget meget længe på billedet og prøvet at forestille mig, hvordan Maradona og de andre spillere følte«, siger van Persie. »Nu får jeg måske chancen for at finde ud af, hvordan det er at blive verdensmester«.

Den 35-årige Giovanni van Bronckhorst, der fra godt 30 meter med et formidabelt langskud bragte Holland foran 1-0 i semifinalen, slutter sin karriere i finalen.

Se van Bronckhorst drømmehug fra 30 meter

Det bliver hans landskamp nummer 106, og han var naturligvis overlykkelig efter semifinalesejren.

»Det kan ikke være smukkere for mig. Det er fantastisk. Jeg håber, at det bliver min bedste kamp nogensinde, i hvert fald vil det være mit livs største kamp«, sagde Jon Dahl Tomassons klubkammerat fra Feyenoord Rotterdam, som altså er sidste station på vejen, hvor han har spillet bl.a. i Arsenal, Rangers FC og Barcelona.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her