Et år før kontraktudløb stopper Jesper Jensen efter eget ønske som dansk landstræner til sommer.

Jesper Jensen stopper som landstræner til sommer: »Jeg har savnet at have med håndbold og spillerne at gøre i dagligdagen«

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.40.

Efter fem år som dansk landstræner stopper Jesper Jensen efter eget ønske som landstræner for Danmarks håndboldkvinder til sommer, skriver DanskHåndbold på sin hjemmeside.

»Vi er virkelig ærgerlige over, at Jesper Jensen ikke længere ønsker at være landstræner. Vi havde set frem til hans fortsatte ledelse, hvor han med sin fuldtidsansættelse havde ro på til at videreudvikle holdet. Men vi har også respekt for, at han efter fem år har behov for at prøve noget andet«, siger sportschef i DanskHåndbold, Morten Henriksen.

Jesper Jensen stoppede i sommer som cheftræner for Team Esbjerg efter syv års ansættelse og blev landstræner på fuldtid. Under hans ledelse er det siden marts 2020 blevet til seks semifinaler ved store mesterskaber og fem sæt medaljer – to gange sølv og tre gange bronze.

»Der er ingen tvivl om, at Jesper Jensen afleverer håndboldkvinderne et bedre sted, end hvor han startede for fem år siden, og det vil vi gerne takke ham for«, siger Morten Henriksen.

Jesper Jensen havde allerede inden EM i december besluttet sig for at kvitte landstrænerjobbet for at få mere håndbold ind i sin hverdag igen, siger han til Ritzau, efter at DanskHåndbold onsdag meddelte, at landstræneren har ønsket at stoppe i jobbet til sommer efter fem år på posten.

»Beslutningen har været undervejs de sidste par måneder eller tre. Lige efter OL i august skulle jeg lige lande, og jeg var glad for at få en pause og ikke have så meget håndbold i hverdagen, men derefter har det også været et savn. Jeg prøvede at vænne mig til den nye tilstand, men jeg har været ret bevidst om, at jeg har savnet at have med håndbold og spillerne at gøre i dagligdagen. Jeg involverede håndboldforbundet i mine overvejelser efter EM. Da vi kom hjem, tog jeg kontakt til Morten Henriksen (sportschef i DanskHåndbold) og fortalte, at beslutningen ikke skyldtes træthed efter EM, for den var reelt truffet, inden jeg tog afsted«, siger Jesper Jensen.

Afviser at dobbeltjobbe

I perioden 2020-2024 var han både landstræner og klubtræner, da han stod i spidsen for Team Esbjerg. Logistik umuliggør at dobbeltjobbe igen lige nu, påpeger han.

»Forbundet har været lydhør over for muligheden for at dobbeltjobbe igen, men det har jeg ikke søgt efter. Det kunne lade sig gøre tidligere, fordi jeg boede og trænede i Esbjerg, så jeg kun havde to kilometer til træning hver dag. Jeg har været – og er stadig – superglad for at være landstræner, men jeg kunne ikke se de muligheder og scenarier, hvor det ville være den rigtige løsning for både et landshold, et klubhold og min familie at have to job«, siger Jesper Jensen.

Ved du, hvad du skal lave fra sommer?

»Nej. Det er i hvert fald ikke blevet offentliggjort endnu, for der ligger ikke noget 100 procent fast«.

På rygteplan er Jesper Jensen sat i forbindelse med et skifte til den ungarske storklub FTC.

»De rygter har jeg også læst, men jeg vil ikke kommentere rygter«, siger han.

Kort efter offentliggørelsen af Jesper Jensens stop som landstræner, oplyste FTC, at den danske cheftræner Allan Heine stopper i klubben til sommer.

Hvis DanskHåndbold finder den rette afløser inden sommer, er Jesper Jensen klar til at overlade stafetten før tid.

»Det er håndboldforbundet, der bestemmer det. Hvis Morten Henriksen finder en afløser for mig, så skal han eller hun jo træde til, så snart de er klar. Det vil være det bedste for landsholdet, og jeg vil gøre alt for at få en vellykket overdragelse«, siger Jesper Jensen.

Åbner for at blive landstræner igen

Danmark og Jesper Jensen fik i december sølv ved EM efter et nederlag til Norge i finale. I alt er det blevet til sølv ved to EM-slutrunder og bronze til to VM-slutrunder. Derudover fik holdet bronze ved OL i Paris sidste sommer.

Ud over at spille et VM på hjemmebane har Jesper Jensen svært ved at udpege et bestemt højdepunkt, men han ser tilbage på tiden som landstræner med glæde og stolthed.

»Jeg er megastolt af min tid som landstræner. Jeg ser landsholdet som legemliggørelsen af, hvad dansk kvindehåndbold har nået. Både på klub- og landsholdsplan har vi nået noget ekstraordinært i de år. Vi har haft danske klubhold, landshold og ungdomslandshold i semifinaler i de største turneringer. Vi er i verdenseliten, og der fortjener dansk kvindehåndbold at være, og jeg er glad for mit bidrag til det. Jeg synes, at vi står stærkere, end da jeg tiltrådte som landstræner, men det må i sidste ende være op til andre at vurdere. Jeg synes, at jeg træder af et skib, som sejler stabilt og sejler stærkt«, siger Jesper Jensen.

Forude venter en trænerkarriere på klubplan, men den 47-årige vestjyde holder døren åben for en dag igen at blive landstræner.

»Jeg er overhovedet ikke skræmt ved tanken om en dag at blive landstræner igen. Jeg håber på at være i håndbolden mange år endnu, og lige nu har jeg allermest brug for at få mere håndbold og fingerspidsfornemmelse i min hverdag igen«, siger Jesper Jensen.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her