Hallo - så kom VM-slutrunden i gang. Med et drøn. Og med et drama, som var en finale værdig. Med en kamp, der viste sportens følelsesregister, når det er mest nøgent. Og med en kamp, der levede sit liv som en forvandlingskugle - og som gjorde den sikre vinder til en forbløffet taber. Og som skabte en matchvinder i ordets bedste mening - i skikkelse af backspilleren Lasse Boesen, som i kampens sidste minutter, ja i kampens næstsidste sekund, sørgede for, at det danske hold kunne rejse sig fra nederlagets aske og blafre gennem hallen med udstrakte vinger og nyde sejrens sødme. Mod alle odds. Mod alle tænkelige odds. Og det gjorde han med målet - sejrsmålet - til 37-36. Utroligt, Ufatteligt.

Wilbek vaklede ud i pausen
Det var komikeren Dirch Passer, der engang i en biografreklame sagde, at »nu er gode dyr rådne«.

Og cheftræner Ulrik Wilbek så også sådan ud i ansigtet, da han ’vaklede’ ud til pausen efter de måske mest mareridtsagtige 30 minutter med det danske landshold - som en mand, der frygtelig gerne ville betale en hel del for nogle temmelig gode råd.

For hans spillere var blevet blæst omkuld af et bjørnekraftigt serbisk mandskab, der - ganske som Wilbek sagde det inden kampen - »ved hvad de vil«. Ja, det var åbenlyst for alle i den tribunebuldrende hal i den kroatiske havneby Porec: Serberne ville vinde. Og de ville det intenst og voldsomt fra det første sekund.

Tæv i det serbiske forsvar
De danske spillere blev ’tævet’ i det serbiske forsvar, der havde sendt den vævre Andelkovic frem som en hidsig bi, der skulle snurre om næserne på de danske bagspillere. Og inde i selve opdækningen blev danskerne mødt med tacklinger, der havde karakter af bygningsnedrivning.

Værst i dette ’arbejde’ var midterforsvareren Nikola Kojic, der fik lov til alle sine narrestreger for øjnene af det hviderussiske dommerpar, som lørdag aften - da de dømte Danmarks kamp mod Brasilien - smed de brasilianske spillere ud, hvis de hikkede eller rømmede sig. Det var slingrekurs for alle pengene.

Forsvaret og målmanden var væk
Hårdheden rystede det danske angrebsspil - men slog det ikke ud af stilen. Det var ikke dér, det haltede for Wilbek-truppen, det var i det forsvar, der ikke var der. Og de målmandsredninger, som ikke fandtes. De store serbiske skytter Ilic, Stojanovic og playmakeren Bojinovic bragede bolden igennem opdækningen - og det sejrsvante danske hold var tæt på den totale ydmygelse.

Efter et kvarters spil var Serbien foran 13-6 - på det tidspunkt var den bare 20-årige målmand Niklas Landin sat ind i det gennemtræksramte danske mål, som Kasper Hvidt måtte forlade efter de første 9 serbiske scoringer, uden at have haft én eneste redning.

Men ved 14-6 til Serbien kom Hvidt tilbage - hvilket dog ikke forandrede meget redningsmæssigt. Og efter pausen gentog billedet sig for Hvidt, som igen måtte overlade pladsen til Landin, som kvitterede med de redninger, der gav håb om et sensationelt dansk comeback i den dramatiske kamp.

Pludselig vendte vinden
I angrebet var det - i første halvleg - primært de danske fløjspillere, der sørgede for scoringerne, Lars Christiansen scorede 5 mål inden pausen, Hans Lindberg 4. Men efter pausen, som Serbien førte med sejrslugtende4 cifre 22-16.

Opgaven tegnede håbløs, umulig, uløselig. Alt, hvad de serbiske spillere gjorde, lykkedes. Det var her, de gode dyr var rådne.

Og starten på anden halvleg antydede ikke, at der skulle ske nogen ændringer i vejrudsigten - men så pludselig vendte vinden. Danskerne begyndte at æde sig ind, Landin fik en arm eller et ben i vejen, de hviderussiske dommere kunne pludselig se den taskerøvende adfærd i det serbiske forsvar og straffede med udvisninger.

Da trætheden samtidig meldte sig hos serberne, begyndte de danske kontramål at komme. Mikkel Hansen reducerede på straffekast til 30-27, to eminente kontrascoringer fra Lindberg gjorde det til 30-29 - og Lasse Boesen, der optrådte som venstre wing, da Lars Christiansen havde brændte nogle oplagte chancer, bankede bolden i nettet fra en spidsvinkel til 30-30.

Endelig var der VM-stemning i hallen