Siden egypteren Hassan Moustafa blev valgt som præsident for Det Internationale Håndboldforbund (IHF), har han trukket et spor af anklager om magtmisbrug efter sig.
Han har 16-doblet sit eget honorar, han har taget millioner af kroner af organisationens kasse uden at fremlægge bilag, og tyske myndigheder har rejst mistanke om korruption, da han personligt har modtaget 4,5 mio. kr. fra tv-rettighedshaverne til international håndbold. Dertil kommer anklager om valgsvindel og dommerfusk.




























