Team Esbjerg vandt klart den anden semifinale mod København og er klar til at spille om guld mod Herning-Ikast.

Esbjerg slår de forsvarende danske mestre og er i finalen

Team Esbjergs Line Jørgensen i et gennembrudsforsøg i DM-semifinalen mod København.
   Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Team Esbjergs Line Jørgensen i et gennembrudsforsøg i DM-semifinalen mod København. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Københavns håndboldkvinder kommer ikke til at forsvare det danske mesterskab i denne sæson. Holdet tabte på hjemmebane nemlig den anden semifinale til Team Esbjerg klart 29-23, og dermed er det de danske mestre anno 2016, der skal kæmpe om DM-guld.

Det er tredje gang i klubhistorien, Team Esbjerg er i DM-finalen.

Efter nederlag på 30-25 i den første semifinalekamp i Esbjerg var København pisket til at vinde på hjemmebane for at fremtvinge en 3. og afgørende kamp om en plads i DM-finalen.

Og det startede godt for hjemmeholdet i Frederiksberg Hallerne. Der blev spillet meget hurtigt, og København førte an i løjerne, så stillingen ret hurtigt blev 7-4.

Men selv om de var bagud, holdt vestjyderne i modsætning til de danske mestre hovederne kolde i den varme, intime hal i hovedstaden, og de næste 15 minutter fem til 3-4 minutter før pausen blev afgørende for kampens udfald.

Verdens bedste er nu også bedst i Europa

For med en lille taktisk ændring, hvor Esbjergs træner Jesper Jensen sendte en forsvarsspiller frem i banen for at genere Københavns angrebsspil slog fuldstændig hjemmeholdets spil i stykker.

I næsten hvert eneste angreb fremprovokerede esbjergenserne en teknisk fejl hos de mere og mere febrilsk spillende københavnere, og samtidig gik det stærkt den anden vej.

For mens København holdt en scoringspause på et kvarter, så scorede Esbjerg 9 gange, og så var stillingen forandret fra 7-4 til 13-7 i Team Esbjergs favør. Det vil sige, at gæsterne vandt en periode med 9-0, og det gjorde ondt på København,. som kæmpede for at finde tilbage i en rimelig rytme.

Hjemmeholdet fik stoppet blødningen i de sidste minutter af 1. halvleg og begrænset gæsternes føring til 15-11.

Efter pausen begyndte København at få arbejdet sig ind på Esbjerg. Emily Stang Sando i hjemmeholdets mål havde en rigtig god periode med en række fine redninger, og ved 18-16 til Esbjerg var der nærkontakt.

Tættere på kom København bare ikke, for Esbjerg trak fra igen med tre hurtige mål til 21-16, og føringen blev blot udbygget i de resterende minutter.

Karakterbogen: De danske spillere rejser sig og viser topniveau

Mens Esbjerg nu kan se frem til både DM- og EHF Cup-finale samt Champions League i næste sæson, så ser billedet en anelse mudret ud for Københavns vedkommende.

I hvert fald har klubben i de seneste måneder udelukkende præsenteret nyheder om spillere, der forlader København.

Annika Meyer, Line Bjørnsen, Jenny Alm, Kelly Dulfer, Mai Kragballe samt den skadede Thea Mørk er alle fortid i København, når denne sæson slutter, og hvem der skal afløse dem, er ikke meldt ud.

Siden København Håndbold gjorde sin entré i dansk håndbold i 2013 på traditionsklubben FIF’s licens, er der blevet postet mange penge i projektet. Det samlede underskud i de knap seks år lander på 27 millioner kroner.

Team Esbjergs modstander i DM-finalen bliver noget overraskende Herning-Ikast, der slog det stjernespækkede Odense-mandskab 23-17 efter også at have vundet den første kamp.

Odense vandt grundspillet og var storfavoritter til at vinde mesterskabet. Sidste år tabte Odense DM-finalen til København, og heller ikke i denne sæson bliver det altså til en titel for de ambitiøse fynboer.

Derimod er det en stor triumf for Herning-Ikast i sin første sæson siden navneskiftet fra FC Midtjylland.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her