Siden kvindelandsholdet ved VM i 1999 for første gang på ubehagelig vis stiftede bekendtskab med Frankrig i mesterskabssammenhæng, har de to nationer udkæmpet talrige slag, og onsdag aften føjes et nyt kapitel til rivaliseringen mellem de to nationer, når der er EM-gruppefinale i Herning.
Begge hold har besejret både Slovenien og Montenegro og er derfor allerede videre i turneringen, men der er alligevel masser på spil, når de regerende franske europamestre skal forsøge at tage revanche efter nederlaget i sidste års VM, der sensationelt sendte dem ud af turneringen.



























