OL-kortet: Hver tredje dansker har metal med hjem fra Rio

Yngst. Frederik Rodenberg Madsen fra 4.000 meter-holdet skrev et lile stykke dansk idrætshistorie i Rio.
Yngst. Frederik Rodenberg Madsen fra 4.000 meter-holdet skrev et lile stykke dansk idrætshistorie i Rio.
Lyt til artiklen

Kig og klik på kortet længere nede på siden og konstater, at der ingen grund er til at lade geografiske drillerier præge diskussionerne om den overvældende danske OL-indsats med 15 medaljer.

Hele Idrætsdanmark har nemlig bidraget til festen fra badmintonspilleren Kamilla Rytter Juhl fra Skagen til håndboldspilleren Michael Damgaard fra Rødby. Politiken havde inden legene plottet alle 122 udtagne ind på et danmarkskort, efter hvilken by de selv betragtede som deres hjemby, og nu er kortet erstattet med medaljetagere.

Og dem er der ikke færre end 39 af i den danske trup, der endte med at tælle 119 aktive deltagere. Cykelrytteren Casper Pedersen endte med at blive siet fra til 4.000 meter-holdet, Hans Lindberg forblev reserve i håndboldtruppen, og så var reservemålmanden Lukas Fernandes den eneste i fodboldtruppen, der ikke fik spilletid.

Håndboldholdet illustrerer meget godt den brede geografiske fordeling i den danske OL-trup med syv fra Sjælland, seks fra Jylland og så lollikken Damgaard.

Også medaljefordelingen er landsdækkende med 14 jyder, 19 fra Sjælland, 3 fynboer, 2 fra Lolland og bryderen Mark O. Madsen fra Falster.

Fyn kan dog bryste sig af 4 medaljer, idet cykelrytteren Lasse Norman Hansen jo sørgede for 2, ligesom der er en ekstra medalje til sjællandske Bagsværd, som i svømmeren Pernille Blume har opfostret den eneste individuelle danske guldvinder.

At en dansker vender hjem med flere end én medalje, er ikke sket siden kanoroeren Henning Lynge Jakobsen i 1984, og så har Danmark endda to af slagsen i denne omgang.

USA, Storbritannien, Kina...

Pernille Blume er Danmarks første individuelle kvindelige OL-guldvinder siden sejleren Kristine Roug i 1996, mens det kvindelige håndboldlandshold vandt guld i både 1996, 2000 og 2004. I både 2008 og 2012 var det kun mænd, der sikrede dansk guld.

Kvinderne har i det hele taget været dominerende i medaljehøsten, selv om de er i undertal i den danske trup. 8 af de 15 medaljer er hentet af kvinder, men i antallet af medaljetagere kommer de dog i undertal på grund af håndboldholdets 14 medaljevindere.

En sjælden teenagemedalje

Blandt de mange sjældne detaljer i den danske medaljehøst er cykelrytteren Frederik Rodenberg Madsen fra Værløse et helt særligt kapitel.

Med sine 18 år, han er født 22. januar 1998, er han Danmarks yngste medaljevinder siden 1952.

I den mellemliggende periode er kajakroeren René Holten Poulsen med sin sølvmedalje i toerkajak sammen med Kim Wraae Knudsen i 2008 den eneste danske teenager, der har vundet en medalje siden fodboldspilleren Harald Nielsen og sejleren Steen Christensen i 1960.

I 1952 vandt den 18-årige Peder Rasch guld i toerkano sammen med Finn Haunstoft, men han blev i alder overgået af den 17-årige Jørgen Frantzen, der var styrmand hos bronzevinderne Svend Petersen og Poul Svendsen.

Og når vi nu er i gang med den overvældende danske medaljehøst, så må det endelig ikke glemmes, at vi har overgået Sverige med 11 og Norge med 4 bronzemedaljer.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her