Selvfølgelig skulle det lige ske i Åre.
I denne weekend har USA’s største skisportsnavn, Mikaela Shiffrin, kopieret den dobbeltsejr, som Ingemar Stenmark leverede samme sted i 1977, hvor han 20. og 21. marts sejrede i både slalom og storslalom. Det var også i Åre, Shiffrin for mere end ti år siden tog sin første store sejr.
Med lørdagens triumf i slalom, efter fredag også at have sejret i storslalom, passerede Shiffrin i sikker stil den svenske legendes rekord på 86 World Cup-sejre, da hun noterede sin gevinst nr. 87. En helt ekstrem bedrift. Som 27-årig ... hun fylder 28 mandag.
Det skete via en fornem præstation, for Mikaela Shiffrin var så overlegen i lørdagens første gennemløb, at hun på en måde kunne tillade sig at ’tage den med ro’, da podieplaceringerne skulle findes i andet gennemløb.
BLÅ BOG
Mikaela Shiffrin
Det har i et stykke tid ligget i luften, at Mikael Shiffrin ville tage rekorden fra først en anden amerikaner, Lindsey Vonn, ved at passere dennes fine statistik på 82 sejre i kvindernes World Cup, og derefter først indhente (fredag) og derefter lørdag passere Ingemar Stenmark, der i årtier har siddet på en World Cup-rekord, mange skifans næsten ikke troede var mulig at slette.
Stenmark: Hun elsker sit skiløb
Men nu tilhører den altså Mikael Shiffrin, der utvivlsomt har mange flere sejre i sig, hvis hun kan bevare motivationen. Det mener i hvert fald Stenmark.
Mikaela er meget bedre, end jeg var, men man kan nok ikke sammenligne
»For fire år siden forudsagde jeg, at Mikaela ville vinde over 100 World Cup-løb, og nu kan de fleste nok se, at jeg får ret. Hun er så stærk, både fysisk og mentalt, at hun ikke engang behøver at levere hundrede procent for at vinde en konkurrence. Hun har så meget styr på sit talent«, siger 66-årige Ingemar Stenmark til italienske Gazzetta dello Sport.
»Hun er fantastisk til at løbe på ski, og hun minder mig ikke om nogen som helst af de tidligere topnavne, for nu skriver hun sin helt egen og smukke historie. Jeg tror, at hun kan blive ved med at skabe de store resultater, fordi hun elsker at stå på ski. Det er egentlig meget simpelt, for det gør det hele lidt lettere at gennemføre. Det var også den kærlighed til sporten, der i sin tid motiverede mig«.
Til nyhedsbureauet AP har den berømte svensker også lovprist sin arvtager.
»Mikaela er meget bedre, end jeg var, men man kan nok ikke sammenligne. Hun har så stærk og smidig en fysik, en fremragende teknik og et godt hoved, så den kombination gør hende bare ekstremt god i forhold til de fleste konkurrenter«.
Shiffrin kan blive endnu bedre
Svenskeren er ikke ked af at have afgivet sin rekord til amerikaneren, der deltager i flere discipliner, end Stenmark gjorde i 1970’erne og 1980’erne.
»Mikaela er den komplette skiløber og har ud over slalomdisciplinerne vundet World Cup-løb i både styrtløb og super-G. Fartdisciplinerne gik jeg altid udenom, da jeg ikke følte mig godt tilpas i de konkurrencer. Hun kan endda uden tvivl blive endnu bedre til fart, da hendes kæreste Aleksander Aamodt Kilde er en mester på det felt og kan give hende værdifulde tips«, forklarer Stenmark over for Gazzetta dello Sport.
»Det er kun godt at se Shiffrin tage min gamle rekord, og det var måske også på tide, at den blev overgået«.
Det er den største ære at blive nævnt i samme sætninger som Stenmark. Ufatteligt og uforglemmeligt
Ingemar Stenmark stoppede som 33-årig i 1989, kort tid efter han – ikke langt fra Shiffrins barndomshjem i Vail – sejrede i storslalom i den lidt sydligere naboby Aspen, Colorado.
Hans efterfølger som rekordholder ligner en atlet, der kan fortsætte på toppen til måske samme alder, men hun vil nok aldrig glemme Åre-weekenden 2023.
»Det er den største ære i min karriere at blive nævnt i samme sætninger som Stenmark. Ufatteligt og uforglemmeligt«, skriver Mikael Shiffrin på Twitter.
En fantastisk optur efter et mislykket vinter-OL i Beijing sidste år, hvor Shiffrin forlod legene helt uden medaljer.
fortsæt med at læse


























