Verdens på alle måder største og mest traditionsrige tennisturnering er den, der i går begyndte i Wimbledon for 123. gang. Det er ingen – og da slet ikke de stolte arrangører – i tvivl om.
Så meget desto mere ondt gør det, at det nu hastigt nærmer sig at være trekvart århundrede siden, at Storbritannien vandt den mest prestigefulde af titlerne, herresingle. Det var i 1936, at Fred Perry afsluttede en serie på tre titler i træk med at vinde en af Wimbledon-historiens hurtigste finaler ved at besejre tyskeren Gottfried von Cramm så overbevisende som 6-1, 6-1, 6-0 i løbet af 40 minutter. Den sejr er kun blevet mere og mere legendarisk i britiske øjne i takt med, at en national efterfølger på tronen lader vente på sig. Genstand for hysteri Derfor bliver forventningernes tone kun tilsvarende skinger, når en af kongerigets tennisspillere viser potentiale til at gøre sig gældende i mere end den eller de indledende runder, hvor adgangen for britiske deltagere først og fremmest er sikret af arrangørernes mulighed for at uddele wild cards til spillere, der egentlig ikke er rangeret højt nok til at være med. Tim Henman og i fjernere tider Roger Taylor og Mike Sangster har været igennem møllen. I år er det så Andy Murrays tur til at være genstand for hysteriet.
