Forleden stillede Novak Djokovic på Rod Laver Arena sammen med den tidligere Australian Open-vinder Jim Courier op til et lille interview efter sin kvartfinalesejr. Da han blev spurgt, hvad han ville sige til eventuelt at skulle møde Rafael Nadal i en senere finale, svarede han med et skævt smil:
»Rafa har en god forhånd, en god serv, en god baghånd, en god volley, et godt smash, og han bevæger sig rigtig godt på banen – skal jeg sige mere?«.
Det behøvede serberen ikke, og de fleste tennisfans ved, at søndagens finale mellem netop Djokovic og Nadal i Australian Open har alle ingredienser til at blive noget særligt.
Hvis man skal forsøge at portrættere en ketsjerduel, så er dette møde et indlysende valg. Det er kamp nr. 53 mellem de to stjerner – rekord på mændenes ATP Tour – og når den indbyrdes statistik siger 27-25 til Djokovic, vidner det om en indædt rivalisering mellem to af de bedste tennisspillere nogensinde.
Pudsigt nok har de blot mødt hinanden ved Australian Open en enkelt gang tidligere, men den kamp bliver til gengæld nok aldrig glemt af tennisfans. I 2012 sloges de to gennem 5 timer og 53 minutter i finalen, før Djokovic havde vundet, hvorefter han med de allersidste kræfter rev sin trøje i stykker. Og helt usædvanligt blev de to spillere efter indsatsen tilbudt at sidde ned ved præmieoverrækkelsen.
Det er lidt svært at tro på, at det kommer så vidt denne gang, men alle, der bliver vidner til den sidste kamp ved sæsonens første Grand Slam-turnering, er sikre på én ting. De to kamphaner kommer ikke til at forlade banen, uden at de har givet alt, hvad de efter seks forudgående kampe har tilbage af vilje, kræfter, trylleslag og kampgejst.
Deres mange dueller, hvor Nadal var dominerende i den første årrække, og Djokovic siden tog kommandoen, har altid budt på noget, som de fleste tennisfans elsker: lange, seje udvekslinger af slag, hvor de forsøger at bygge op til at afgøre et point.
Naturligvis vil de begge gerne sikre sig et hurtigt point, men de har ikke nødvendigvis travlt med at afgøre sagen, hvis den anden står godt imod. Og det gør han som regel. Respekten for modstanderens variation af slag er stor, for de ved, at selv en lille fejl omgående bliver straffet.
Alle spillere på ATP Touren frygter Rafael Nadals forhånd, der bliver sendt af sted med et voldsomt topspin, Også Djokovic. Men serberen er en af de meget få spillere, som fra sin baghåndsside formår at kontrollere Nadals største våben og til tider endda veksle det til egne vindere ned langs linjen.
I de øjeblikke får Nadal, fænomenet fra Mallorca, et tungt og irriteret blik i øjnene, som om han siger til sig selv, at han med sin gyldne venstrehånd burde have sendt bolden den anden vej med signaturslaget ned langs den anden linje.
Begge spillere har en lang rivalisering med det schweiziske ikon Roger Federer, men de har et helt særligt og meget indgående kendskab til hinandens spil, da de begge foretrækker at blive i nærheden af baglinjen og derfra forsøge at styre begivenhederne. Og begge har de en helt unik evne til i defensiven at returnere slag, som mod næsten alle andre spillere ville udløse point.
»Nadal er historisk set gennem mit liv og karriere den største rival, jeg har mødt på alle underlag. Nogle af vores kampe har været med til at skabe min karriere og fået mig til at ændre mit spil. Kampe mod ham er den slags, man lever for som tennisspiller. At møde ham i en finale på den største scene – kan man ønske sig mere? Det er jo her, man gerne vil være«, siger Novak Djokovic til ausopen.com.
Tilsammen har rivalerne erobret 31 Grand Slam-titler, og hvor Rafael Nadal har taget 11 (!) af sine ved French Open i Paris, så er Australian Open blevet en slags hjemmebane for Novak Djokovic. Her har han triumferet 6 gange, og kan han gøre det igen, tager han rekorden i Melbourne.
For Nadal er der både godt og dårligt at huske om Australian Open. Han har ’kun’ taget titlen en enkelt gang (2009), og to gange er han blevet skadet under en kamp i turneringens afgørende fase. Mest ærgerligt i 2014, hvor han allerede i første sæt af finalen mod Stan Wawrinka blev skadet, og sidste år mod kroatiske Marin Cilic i kvartfinalen, da han ligeledes måtte trække sig. Dertil kan nævnes finalen i 2017, hvor han i femte sæt var godt på vej mod titlen, da Roger Federer leverede et formidabelt comeback.
Statistikken er slet ikke på spanierens side, for Novak Djokovic har erobret titlen, hver gang han er nået til slutkampen i det sydøstlige Australien. For at undgå at det skal ske igen, skal Rafael Nadal kunne fastholde det suveræne spil, han har vist i turneringen hidtil, hvor han slet ikke har afgivet sæt i sine kampe.
Det er bare en helt anderledes modstander, der venter ham i finalen. Intet tyder på, at tre sæt er nok til at hjemføre denne Grand Slam-titel.
fortsæt med at læse




























