Der er ikke meget, der tyder på, at Caroline Wozniacki skal nå langt i US Open, men sæsonen har budt på så lang en række overraskelser, at næsten intet synes umuligt.
Man kan imidlertid blive ganske velhavende ved at spille på danskeren som vinder i New York, hvis man altså har råd til en lidt større satsning hos bookmakeren. Det vil nemlig give indsatsen 70 gange igen. Wozniackis navn bliver ingen steder nævnt blandt de mest oplagte vinderemner efter en sæson præget af skader, sygdom og deraf manglende kampform.




























