Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Edgar Su/Ritzau Scanpix
Foto: Edgar Su/Ritzau Scanpix
Tennis
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Wozniacki var amerikaner overlegen i første opgør i karrierens sidste turnering

Den danske tennisstjerne håndterede på fornem vis, at hun kunne være færdig på topplan i tilfælde af et overraskende nederlag.

Tennis
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det kunne være blevet karrierens sidste kamp. I stedet endte det som en meget overbevisende sejr. En halvnem arbejdsdag , de karakteristiske kys ud til publikum og så videre mod anden runde.

Nok er Caroline Wozniacki maksimalt kun 12 dage fra egen selvvalgte pensionsdato. Men hun er i sin bedste udgave fortsat en del af verdenstoppen og langt bedre end mange andre spillere på WTA-touren.

Det beviste hun med lethed tidligt mandag morgen dansk tid. Verdens nummer 92, amerikanske Kristie Ahn, blev sendt ud med cifrene 6-1 og 6-3 i dansk favør.

Ahns plads blandt de sidste 16 spillere ved US Open i 2019 blev fremhævet, da speakeren introducerede hende som den første under opvarmningen.

Det australske publikum viste deres respekt ved at klappe afdæmpet, hvorefter de afslørede, hvor deres sympati lå.

»Caroline Wozniacki er en tidligere vinder af Australian Open. Finalist to gange ved US Open og tidligere nummer et på verdensranglisten«, nåede speakeren lige akkurat at sige, inden jublen brød ud på Melbourne Arena.

Hjemme i Danmark har man kunne læse, at Wozniacki blev vraget af Australian Open, fordi hendes første kamp ikke var placeret på en af de to mest prestigefyldte baner. Rod Laver Arena og Margaret Court Arena.

Scenen var ikke den allerstørste på Melbourne Arena, men vi sad alligevel omkring 8.000 mennesker på de godt 10.500 grå og blå plastiksæder og fulgte Wozniacki. Og hun leverede varen.

I første sæt stod det 3-0 til Wozniacki efter otte minutter. 5-0 efter et kvarter, og det endte 6-1 efter 24 minutter.

Alt for ofte sendte Ahn enten bolden for langt eller for bredt. Og når hun lykkedes med et kvalificeret slag ned på den danske banehalvdel, løb Wozniacki de fleste af dem op. Hvorefter Ahn begik endnu en fejl.

Mens Caroline Wozniacki var koncentreret, tenderende til det sammenbidte nede på det blå underlag, fremstod publikum mere løssluppen. En enkelt lokal med tyk australsk accent forsøgte at starte fællessangen på Neil Diamonds nummer »Sweet Caroline« med letskjult reference til den ene af de to spillere. Men da han havde sunget de første to ord, gik ingen med hans efterfølgende »da, da, da«. I stedet blev der slået en mild latter op.

Efterfølgende nøjedes publikum med sporadiske tilråb som »Come on, Caro« og to danske »Kom så, Wozzy«

Edgar Su/Ritzau Scanpix
Foto: Edgar Su/Ritzau Scanpix

Hele familien Wozniacki er tilstede ved Caroline Wozniackis sidste turnering.

Caroline Wozniacki er i sin karriere ofte gået nervøs ind til de første kampe af en grand slam. Denne gang skal hun tilmed tackle presset for at skrive et mindeværdigt sidste kapitel i historien om en eventyrlig karriere.

En opgave, hun ikke havde de mindste problemer med at løse i første forsøg.

Det første parti i andet sæt gav en perfekt forklaring på, hvilken spiller Wozniacki vil blive husket for at være. En håndfuld gange havde Ahn fordel i sin egen serv, men hver gang kæmpede Wozniacki sig tilbage til 40-40, inden hun afgjorde partiet til egen fordel med sin stærke baghånd.

Partiet tog 17 minutter. Kun syv minutter færre end hele første sæt. Ved dets afslutning gik Wozniacki hurtigt ud og gjorde klar til at serve efter sidebyttet.

Ahn pustede ud og stod stadig ved sin bænk ti sekunder efter, der var blevet kaldt »time«. Hun kunne lige så godt have rejst håndklædet som et hvidt flag. For på trods af en bedre præstation fra Ahn i andet sæt, og at taget blev kørt på arenaen efter få minutters regnpause, var Wozniacki i kontrol.

Efter godt halvanden time sluttede det hele med en dobbeltfejl på Melbourne Arena. Men Wozniacki er ikke færdig endnu i dette Australian Open.

I anden runde ligner det, at danskeren skal møde den 23. seedetseedede ukrainer Dayana Yastremska.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden