0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske tenniseksperter: Sommerens Wimbledon hænger i en tynd tråd

Som andre sportsgrene er tennis lammet af coronapause, og efter flytning af French Open kommer turen formentlig også til Wimbledon, selv om de engelske ledere fortsat satser på, at der skal spilles fra slutningen af juni.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Toby Melville/Ritzau Scanpix
Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix

Novak Djokovic og Roger Federer leverede sidste år en forrygende femsætter, da mændenes Wimbledon-titel skulle placeres. En reprise kan blive vanskelig at gennemføre den kommende sommer.

Tennis

Grand slam-turneringen French Open er udskudt til efteråret, men endnu lister den engelske ledelse bag sæsonens tredje grand slam-begivenhed, Wimbledon, rundt om den varme grød.​

Der er ikke taget nogen beslutning om aflysning eller ændring af termin på grund af coronavirus, heller ikke selv om der fra store dele af verden lægges et hårdt pres på f.eks. OL, der ellers er planlagt til at starte næsten en måned senere end tennisklassikeren i London.

Direktør i All England Lawn Tennis & Croquet Club (AELTC), Richard Lewis, har senest – 17. marts – sendt dette budskab ud til tennisfans via Wimbledons hjemmeside:

»Centralt for vores beslutningsproces er et engagement i at beskytte helbredet hos vores medlemmer, personale og offentligheden, og vi er taknemlige for myndighedernes rådgivning og støtte. Mens vi fortsat planlægger at starte The Championships (Wimbledon, red.) på den planlagte dato, er situationen omkring coronavirus konstant under udvikling, og vi vil reagere ansvarsfuldt med hensyn til alle i vores samfund. Vi takker medlemmer, medarbejdere, spillere og partnere samt resten af befolkningen for tålmodighed og tillid, mens vi fortsat navigerer i en global udfordring, der ikke har noget fortilfælde«.

Wimbledon hænger i en tynd tråd på grund af coronakrisen, der jo også er under udvikling i Storbritannien

AELTC-ledelsen har over for medierne i Storbritannien gjort det klart, at den ikke ser en Wimbledon-turnering uden publikum som en mulighed, og det er også yderst vanskeligt at se, hvilken termin der kunne være et alternativ, hvis ikke Wimbledon kan sættes i gang 29. juni.

Toby Melville/Ritzau Scanpix
Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix

Den amerikanske teenager Cori Gauff begejstrede et stort publikum ved Wimbledon 2019, men den slags optrin kan synes langt væk, selv om dette års turnering endnu ikke er aflyst.

Corona kan slå græsset

»Internationalt er udmeldingen, at man planlægger med at genoptage sæsonen med tennis på græs fra 8. juni, men udviklingen kan jo ændre den beslutning. Med hensyn til Wimbledon, så har arrangørerne selvfølgelig store problemer, og hvis man vil flytte turneringen til et senere tidspunkt i år, så er netop Wimbledon ekstra svær med hensyn til blandt andet vejret, når der skal spilles udendørs på græs«, siger Jens Anker Andersen, der er sportschef i Dansk Tennis Forbund (DTF).

»Hele sæsonen er truet, og OL-tennis ryger nok også, som det ser ud lige nu«.

Den tidligere danske elitespiller Tine Scheuer, der er ekspertkommentator for TV 2 Sport, regner ikke med, at der kan spilles Wimbledon til den planlagte tid.

»Jeg tror, at en stribe sportsbegivenheder afventer beslutningen om OL i Tokyo, men uanset hvad mener jeg, at Wimbledon hænger i en tynd tråd på grund af coronakrisen, der jo også er under udvikling i Storbritannien«, siger Tine Scheuer.

»Samtidig er det meget vanskeligt at flytte Wimbledon til en anden plads i tenniskalenderen, for det drejer sig med den indledende kvalifikationsturnering egentlig om tre ugers aktivitet. Nu er parterne i international tennis nødt til at stå sammen og finde holdbare løsninger og ikke gå enegang, som det franske tennisforbund gjorde angående French Open«.

Den franske grusbaneudfordring (24. maj-7. juni) er uden forhandlinger med andre parter flyttet til 20. september-4. oktober og kolliderer således med planlagte turneringer i Skt. Petersborg, Metz, Laver Cup i Boston, Chengdu Open, Zhuhai Championships og Sofia Open på ATP Tour og Tokyo, Guangzhou, Seoul og Wuhan på WTA Tour.

Små turneringer kan dø

»Det bliver rigtig hårdt for alle på både ATP og WTA Tour. Jeg synes, det er til at overskue, at French Open rammer Laver Cup, for den holdmatch med inviterede spillere varer kun tre dage, men det går også ud over de mindre turneringer, der knokler for at overleve, og det kan resultere i, at kalenderen ser meget anderledes ud næste år«, vurderer Tine Scheuer.

»Med hensyn til Wimbledon er det for det første svært at sige, hvor mange spillere der egentlig har lyst til at rejse til London denne sommer, og det er også svært at se arrangørerne flytte turneringen til OL-terminen, hvis OL bliver aflyst eller udskudt. Det kan sende et lidt underligt signal om, at man vil lukrere på andres uheld«.

Vi håber på at få en dispensation, så to spillere kan få lov til at træne på hver sin side af nettet uden kontakt og med en træner på lang afstand

Annonce

I den hjemlige tennisverden er der stille, meget stille, og det frustrerer naturligvis Jens Anker Andersen.

Sportschef håber på dispensation

»Alt er lukket ned, og vi må afvente yderligere et stykke tid, før der kan spilles tennis. Klubber og Team Danmark er meget forsigtige, og sæsonen er voldsomt påvirket af coronavirus. Det er surt, ikke mindst for de unge talenter på vej frem«, siger Jens Anker Andersen.

»Spillerne arbejder individuelt fysisk, og vi kan vel klare os en uge eller to til på den måde, men så kniber det. Hvis vi kan få lov til at træne udendørs, vil det til gengæld hjælpe en del. Vi håber på at få en dispensation, så to spillere kan få lov til at træne på hver sin side af nettet uden kontakt og med en træner på lang afstand. Men lige nu kan vi næsten kun afvente«, forklarer DTF-sportschefen.

Tennis, der har ligget stille, siden Danmark på hjemmebane i Holbæk vandt 5-0 over Puerto Rico i Davis Cup, og Elina Svitolina, Sofia Kenin, Novak Djokovic, Rafael Nadal samt den unge brasilianer Thiago Seyboth Wild tog titler på hhv. WTA og ATP Tour i slutningen af februar/starten af marts, står midt i en kuldsejlet sæson.

Som situationen ser ud lige nu, kan den ende med blot at skulle glemmes for så at komme videre til 2021. Helst uden coronavirus.

Læs mere:

Læs mere