Holger Rune, der netop har vundet en turnering i Italien, er på video blevet fanget i meget uheldig opførsel.

»Bøsserøv!« Dansk tennistalent får problemer efter homofobiske tilråb

Holger Rune har stor fremgang i international tennis, men han erkender, at han stadig har noget at lære. Foto: Joachim Ladefoged
Holger Rune har stor fremgang i international tennis, men han erkender, at han stadig har noget at lære. Foto: Joachim Ladefoged
Lyt til artiklen

Da Holger Rune lørdag spillede semifinale i challengerturneringen i italienske Biella, kom han med homofobiske tilråb mod sin modstander Thomas Etcheverry.

Det skriver TV2 Sport, som på sin hjemmeside bringer video fra kampen, hvor det er tydeligt, hvad det unge tennisstortalent råber.

»Du kan kraftedeme ikke noget selv. Du går bare og spiller bøsserøv«, råber Holger Rune efter en duel.

Da han kort efter vinder en duel over sin argentinske modstander, bryder han igen ud i tilråb.

»Alléz, bøsse«, råber han.

TV2 Sport er lykkedes med at få en kommentar fra Holger Rune efter finalen søndag.

»Det var på ingen måde for at såre nogen. Jeg har fuld respekt for homoseksuelle. Jeg vil aldrig nogensinde sige sådan nogle ting igen«, siger Holger Rune til TV2 Sport og fortæller, at han er ked af sin opførsel.

Nordisk duel i syden: Holger Rune udfordrer ’den norske  Nadal’ på Monte Carlos grus

»Jeg elsker forskelligheder. Jeg har ingenting imod bøsser og lesbiske. Ingenting. Det var bare lige i momentet. Jeg kunne lige så godt have sagt tissemyre, vasketøj, pis eller noget helt andet. Det var slet ikke for at såre ham eller såre nogen overhovedet«.

Han er helt afklaret med, at han løber ind i modvind efter sine udbrud.

»Jeg er jo stadig ung og skal tage ved lære. Ikke at det giver mig tilladelse til at sige sådan noget pis. Jeg fik en lærestreg, og jeg synes, det er fair, at folk kommenterer på det. Det er ikke i orden. Og det er ikke et godt forbillede for dansk tennis«, siger Holger Rune.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her