Først meldte Roger Federer fra, så kom et afbud fra hans gamle rival Rafael Nadal, og så meldte den forsvarende mester Dominic Thiem også fra. Ingen af de tre spiller mere tennis i denne sæson. Man skulle tro, at det gav håb om bedre plads til succes for værtslandets spillere ved denne US Open, men sådan er det bare ikke.
Hverken hos mændene eller hos kvinderne er der oplagte amerikanske bud på titlen, og værst ser det ud hos mændene, for selv om USA har imponerende 14 spillere i ATP-rangeringens top-100, så er den højest rangerede 36-årige John Isner som nr. 22, og han er så småt ved at afvikle en lang karriere.




























