Alexander Zverev er blevet diskvalificeret fra ATP-turneringen i Acapulco efter et raseriudbrud mod en dommer.

Se videoen: Tennisspiller mister besindelsen og smides ud af turnering

Lyt til artiklen

Opdateret kl. 16:57 med Zverevs undskyldning.

Alexander Zverev er smidt ud af ATP-turneringen i Acapulco efter at have været tæt på at ramme en dommer med sin ketsjer.

Den tyske tennisspiller smadrede sin ketsjer mod dommerstolen gentagne gange efter et nederlag i herredouble.

Den 24-årige tysker er også fjernet fra singleturneringen på grund af den usportslige opførsel.

Det bekræfter ATP, organisationen bag herrernes tennisturneringer, onsdag over for Reuters.

Raserianfaldet mod dommeren skete, efter at Zverev sammen med makkeren Marcelo Melo fra Brasilien tabte 2-6, 6-4, 6-10 til briten Lloyd Glasspool og finnen Harri Heliovaara.

Den olympiske mester mistede besindelsen, da han gik forbi dommerstolen, som fik tre kraftige slag med ketsjeren.

Råbte af dommeren

Dommeren blev ikke ramt, men ved et af slagene løftede dommeren det ene ben i frygt for at blive det.

Dernæst satte Zverev sig ned kortvarigt, inden han igen rejste sig og råbte af dommeren og gav dommerstolen endnu et kraftfuldt slag med ketsjeren.

Tidligere i kampen havde Zverev været sur over en kendelse fra dommeren.

Zverev skulle havde mødt Peter Gojowczyk i anden runde i single, men den 32-årige landsmand går nu videre til kvartfinalen uden kamp.

I første runde havde Zverev vundet en sen natkassekamp, som sluttede tæt på klokken fem om morgenen lokal tid - den senest afsluttede kamp på ATP Touren nogensinde.

I sidste års turnering i Acapulco vandt Zverev titlen.

Efter at have sovet på kampen er Zverev ude med en undskyldning på sine sociale mediekanaler.

»Det er svært at beskrive med ord, hvor meget jeg fortryder min opførsel under kampen. Jeg har personligt undskyldt over for dommeren, for mit udbrud mod ham var uacceptabelt og forkert, og jeg er ekstremt skuffet over mig selv«.

»Det skulle ikke være sket, og der er ikke nogen undskyldning«, skriver Zverev blandt andet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her