ære ’Go’ morgen Danmark’. Vi er nødt til at have en snak. En af dem, hvor jeg siger, at det ikke er dig, men mig, og ikke rigtig ved, om jeg mener det. En af den slags snakke, hvor vi begge to lover at ændre os, selv om vi ved, at det nok ikke kommer til at ske. Vi ved alligevel godt, hvor det ender.
Vi har kendt hinanden længe. Siden 1999 helt præcist, hvor vi mødtes til en audition for børn på Folketeatret, og du viste mine bedste sider frem for hele Danmark, lige før vi spillede videospillet ’Hugo’. Siden har vi mere eller mindre været i et fast forhold. Jeg nød de tidlige kåde år, hvor din latter var så koket som Cecilie Frøkjærs og din rummelighed så favnende som Michael Meyerheims. Hver morgen læste du avisen højt for mig uden at tale ned til mig. Du var klog. Og du gjorde mig klog. Jeg følte mig beriget af vores samvær.
Vi voksede op sammen. Blev teenagere sammen. Jeg købte et hvidt læderbælte med nitter, og du farvede håret rødt som Anders Breinholts. Du provokerede. Var anderledes.
Det hele var måske lidt turbulent til tider, men alligevel havde du en ro, der som en anden Morten Resen overbeviste mig om, at jeg var i trygge hænder. Vi lavede endda mad sammen flere gange. Særligt sommeren 2009 husker jeg. Du lærte mig at lave jomfruhummer og kantarelsalat i Tivolis sommersol.
