Jeg svæver i den amerikanske luftsluse iført en 250 kilo tung rumdragt, mens luften langsomt bliver pumpet ud. Jeg kan ikke se Kjells ansigt, for vi er klemt sammen inde i et rum af samme størrelse som en lille bil og på mærkelige ledder, hvor hans hoved befinder sig ud for mine fødder. Foreløbig har jeg befundet mig fire timer i dragten. Jeg er allerede træt og øm.
»Hvordan går det, Kjell?«, spørger jeg og kigger lige ind i hans støvler.
»Strålende«, siger Kjell og giver mig et hurtigt thumbs-up. Jeg kan lige akkurat skimte det gennem underdelen på mit visir. Enhver normal person, der oplevede luften sive ud af en luftsluse omkring sig, ville være et sted midt mellem vagtsom og rædselsslagen. Men Kjell og jeg har forberedt os længe på situationen, vores første rumvandring, og føler os velforberedte og fortrolige med apparaturet og de mennesker, der sørger for vores sikkerhed.
Under denne rumvandring kommunikerer vi med Tracy Caldwell Dyson, min kammerat i besætningen på min anden flyvning med rumfærgen. Vi har allerede brugt flere timer i dag – og i løbet af de sidste to uger hele arbejdsdage – på at gøre os klar til denne rumvandring. Vi orker ikke at begynde helt forfra, for slet ikke at tale om risikoen for at beskadige rumdragterne til 12 millioner dollars stykket.
