Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

Iransk propelfly styrtet ned i bjergkæde - 65 frygtes døde

Redningspersonale har svært ved at nå frem til styrtet fly. Det er faldet ned i et tåget, bjergrigt område.

Internationalt

Et iransk propelfly med i alt 65 mennesker om bord er søndag morgen styrtet ned i bjergkæden Dena i det sydlige Iran.

Flystyrtet er sket i et ufremkommeligt område, hvor en snestorm har besværliggjort lokaliseringen af flyvraget yderligere. Det vides derfor ikke, om der er nogen overlevende.

Aseman Airlines' chef for public relations, Mohammed Tabatabaie, sagde ellers kort efter flystyrtet, at alle passagerne var omkommet, men den udmelding er siden blevet trukket tilbage.

»På grund af de specielle omstændigheder i regionen har vi stadig ikke adgang til stedet for styrtet, og vi kan derfor ikke akkurat og definitivt bekræfte, at samtlige passagerer er døde«, siger han ifølge AFP.

Der er tale om et iransk passagerfly af typen ATR-72 fra Aseman Airlines, der er Irans tredjestørste luftfartsselskab målt på flådestørrelse.

Flyet, der havde været i brug siden 1993, fløj søndag morgen klokken 08.00 lokal tid - klokken 05.30 dansk tid - fra Irans hovedstad, Teheran, mod byen Yasuj i Isfahan-provinsen.

Cirka 23 kilometer fra ankomstdestinationen styrtede flyet ned i bjergkæden Dena, som er en del af Zagros-bjergkæden.

Om bord på flyet var seks kabinemedlemmer og 59 passagerer. En af disse var et barn.

Først oplyste myndighederne, at dødstallet var 66, men siden blev det ændret til 65. Én passager nåede ikke flyet, skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna.

Der blev sendt redningshelikoptere til flystyrtet, da det er svært at bevæge sig til fods i det bjergrige område. Men helikopterne måtte vende om på grund af snestormen.

Flyet fra Aseman Airlines, der specialiserer sig i afgange til fjerntliggende flyvepladser, forsvandt fra radaren, 50 minutter efter at det var lettet fra lufthavnen Mehrabad i Teheran, skriver Reuters.

De seneste årtier har Iran oplevet flere flystyrt.

Ifølge iranske myndigheder har amerikanske sanktioner i lang tid forhindret landet i at købe nye fly og reservedele fra Vesten.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce