0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Præsident­valg i USA

80 russiske trolde pustede til spliden i USA og hjalp Trump

En gruppe russere med falske identiteter hjalp Donald Trump i valgkampen, skriver anklager. Facebook mener, at hovedmålet ikke var at få Trump valgt, men bare at skabe splid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Foto:

Billedet af Hillary Clinton og en kvinde med tørklæde er taget fra den falske gruppe United Muslims’ facebookprofil.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I maj 2016 stod to grupper af demonstranter og råbte ad hinanden på hver sin side af Travis Street foran det islamiske Da’wah Center i Houston, Texas.

Et par håndfulde demonstranter – nogle med sydstatsflag og T-shirts med påskriften ’White Lives Matter’ – var mødt op for at protestere mod det, arrangørerne kaldte islamiseringen af Texas.

Arrangørerne var en gruppe, der kaldte sig Heart of Texas, og de dukkede aldrig selv op. Det var ikke så underligt, for Heart of Texas blev senere afsløret som en gruppe skabt under falske navne af russere tusindvis af kilometer væk i Sankt Petersborg. Under sloganet ’Texas – hjemsted for våben, BBQ og dit hjerte’.

I Houston havde det islamiske center forklaret pressen, at de ikke ville arrangere en moddemonstration, fordi det bare ville give hadgruppen lige præcis den opmærksomhed, den søgte. Det ville gruppen United Muslims of America derimod gerne. De samlede omkring 60 moddemonstranter.

Også United Muslims of America med sloganet ’Jeg er muslim, og jeg er stolt’ var i virkeligheden skabt af russere fra troldefabrikken, der blandt andet går under navnet Internet Research Agency (IRA).

Det hævder den særlige anklager i USA Robert Mueller i et anklageskrift, der blev offentliggjort i fredags. Her anklages 13 navngivne personer for at stjæle personoplysninger, skabe falske identiteter og posere som amerikanere på sociale medier som Facebook og Twitter med det formål at skabe splittelse i USA og påvirke præsidentvalget i 2016. Internet Research Agency, hvis sidst kendte adresse var en tillukket grå bygning midt i Sankt Petersborg, er blevet beskrevet i russiske og internationale medier siden 2013. Ifølge nogle observatører skete der et boom i den russiske internetpropaganda efter de regeringskritiske demonstrationer i Rusland i 2011, der skræmte præsident Vladimir Putin. De blev organiseret på Facebook og Twitter. Året efter fik den nye vicechef for Putins regering, Vjatsjeslav Volodin, til opgave at få styr på internettet, skriver avisen The New York Times.

Den ’amerikanske’ afdeling

En række tidligere medarbejdere har fortalt journalister om deres arbejde – ofte anonymt af frygt for konsekvenserne. De angivelige ledere har afvist alt, og det samme har russiske myndigheder.

Anklageskriftet beskriver en særlig afdeling IRA, som går under navnet translator project (oversætterprojektet). Tidligere medarbejdere har kaldt det den ’amerikanske’ afdeling. Den skulle føre »informationskrig mod USA« og »sprede mistillid til kandidaterne og det politiske system generelt«, skriver Robert Mueller og hans hold.

Kun 90 mennesker med 2 millioner dollars har skræmt Amerika!

Ifølge anklageskriftet blev afdelingen skabt i 2014 og voksede til at have mere end 80 ansatte. De skulle have særligt gode engelskkundskaber og tjente ekstragode penge.

Specialisterne begyndte at følge grupper på amerikanske sociale medier, der beskæftigede sig med politik og sociale spørgsmål. De rejste – eller forsøgte at rejse – på reportageture til USA, hævder anklageskriftet. Det var en eksplicit opgave at gavne den republikanske præsidentkandidat Donald Trump og også den demokratiske kandidat Bernie Sanders – de to anti-establishment-kandidater, der skabte splid i de to partier – og ikke mindst gøre alt for at nedgøre den demokratiske favoritkandidat, Hillary Clinton, fremgår det af anklageskriftet.

Specialisterne blev instrueret i at »bruge enhver lejlighed til at kritisere Hillary og resten (undtagen Sanders og Trump – dem støtter vi)«. I et tilfælde blev en amerikaner betalt for at bygge et bur, som skulle huse en skuespiller klædt ud som Clinton iført fængselsuniform. De oprettede forskellige grupper, konti og hashtags, der skulle appellere til forskellige ydergrupperinger. Army of Jesus viste Jesus og Satan, som lagde arm, mens Satan sagde, at hvis han vandt, vandt Clinton. Op imod valget begyndte specialisterne at undergrave tilliden til selve valgprocessen med falske nyheder om valgsvindel. Det samme gjorde Donald Trump i valgkampen. De forsøgte at få minoritetsgrupper til at blive hjemme eller stemme på andre kandidater end Hillary Clinton.

Trump og kaos

Anklageskriftet beskriver en målrettet indblanding udefra, men det illustrerer også, at de russiske trolde ikke har opfundet de dybe amerikanske brudlinjer. De forsøgte at forstørre dem og gøre allerede stridende grupper mere bange for hinanden og mindske deres tillid til systemet.

Nu er der så opstået diskussion om, hvorvidt det var et russisk hovedmål at få valgt Donald Trump, eller han ’bare’ var et middel til at skærpe splittelsen. Og hvorvidt de 80 trolde spillede nogen større rolle i det store billede.

Facebook har under en høring i den amerikanske Kongres fortalt, at 150 millioner amerikanere så de russisk genererede reklamer. Facebooks vicepræsident, Rob Goldman, tweetede, at han har set alle reklamerne, og at det ikke var russernes hovedformål at påvirke valgresultatet. Han henviste til, at flertallet af reklamerne blev bragt efter valget og kritiserede medierne for at fokusere for meget på Trump.

Rob Goldman mener, at den bedste illustration af Ruslands virkelige motiv viste sig i Houston, hvor russerne stod bag begge sider af protesten.

Amerikanske medier har faktatjekket Facebook-chefen og påpeger, at anklageskriftet klart skriver, at det var et erklæret mål at hjælpe Trump mod Clinton. Reklamerne var kun en del af den kampagne. Aktionen i Houston skulle for eksempel kæde Clinton sammen med et islamisk budskab, påpeger The New York Times. Nogle forskere har vurderet, at effekten af den russiske kampagne bliver gjort større, end den var. Til stor tilfredshed for Vladimir Putin. Den russiske journalist Andrej Sakharov var en af de første til at reportere om IRA. Han siger til The Washington Post, at mange russiske konservative nu er stolte som paver:

»De siger: Se, hvad russere kan gøre! Kun 90 mennesker med 2 millioner dollars har skræmt Amerika! Vi er stærke!«.

Trump glædede sig i første omgang over, at anklageskriftet ikke talte om samarbejde mellem russerne og ham eller hans folk. I weekenden boblede hans vrede op, da medierne fokuserede på den hjælp, han fik i valgkampen. Han irettesatte på Twitter sin egen sikkerhedsrådgiver, der ifølge præsidenten skulle have slået fast, at russerne ikke havde nogen aktie i hans valgsejr. Trump har ofte forsøgt at skabe tvivl om sikkerhedstjenesternes konklusion om russisk indblanding i valget. Nu tweetede han, at hvis russerne ville skabe kaos i USA, var det lykkedes. Han kommenterede ikke, at de tilsyneladende netop i ham så en effektiv skaber af det kaos.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter