Walkie-talkien skratter mellem hænderne på Abdel Karim Jabakhanji, som løfter den op til øret. Et skænderi er opstået ude på pladsen. Lige ved siden af teltet for de pensionerede soldater.
Abdel Karim Jabankhanji tager sin skriggule vest på og løber ud af det tomme butikslokale, som fungerer som hovedkvarter for Byens Vogtere, og ind i menneskemængden på pladsen. Han presser sig gennem en flok universitetsstuderende, der filmer sig selv, mens de råber slagord, viger uden om en børnefamilie med balloner og candyfloss i hænderne og når i farten at hilse på en gruppe ældre mænd, der drikker kaffe i skyggen af et palmetræ.


























