Mens lederne af de såkaldte sparsommelige lande i EU – Holland, Østrig, Sverige og Danmark – fastholder deres nej til den fransk-tyske plan om dannelsen af en europæisk genopretningsfond, advarer franske økonomer og eksperter mod enegang, som risikerer at svække Europa.
Blandt de mest kritiske er Thomas Piketty, forfatter til bogen ’Kapitalen i det 21. århundrede’, der er solgt i 2,5 millioner eksemplarer i over 40 lande, og hans nye bog med titlen ’Kapital og Ideologi’ fra 2019 vækker også stor opmærksomhed verden over.


























