En fjerdedel af russerne tror ikke på coronavirussen. Mange af coronabenægterne synes således at have hørt godt efter, da de statskontrollerede russiske medier i starten af pandemien fremsatte en række blandede konspirationsteorier om virussen. Det var f.eks., at den slet ikke eksisterede, at den skyldes 5G-netværk, eller at den er fremstillet som en del af et amerikansk biologisk våbenprogram og derefter ført til Kina.
Siden ramte virussen imidlertid også Rusland, som har kæmpet hårdt for at få bugt med spredningen, som nu er den tredjemest omfattende på verdensplan. Men en stor del af benægterne har nu svært ved at acceptere, at den russiske stat skal begrænse deres handlefrihed, når de tidligere har fået at vide, at den var et stort fupnummer iværksat et sted i Vesten.


























