København, Nuuk og Tórshavn skal stå sammen og forsøge at påvirke USA’s militære ambitioner i Grønland og Arktis. Ellers vil det amerikanske svar på de seneste års russiske oprustning og den øgede kinesiske interesse for regionen øge våbenkapløbet i det høje nord. Og i det spil bliver både Danmark, Grønland og Færøerne kørt over af stormagterne.
Sådan kan man sammenfatte konklusionerne i en ny rapport til regeringen om de sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis, som rigsfællesskabet allerede står midt i. Ikke alene har præsident Donald Trump – forgæves – forsøgt at købe Grønland. USA har også fremsat meget konkrete ønsker om flere danske forsvarsinvesteringer i Grønland.




























