Obama, Bush, Clinton og Pence er blandt de særlige gæster, der overværede Biden blive taget i ed onsdag.

Biden er taget i ed som USA's præsident: »Jeg beder alle amerikanere i dette land om at slutte sig til mig i denne sag«

Lyt til artiklen

Joe Biden er onsdag taget i ed som USA’s 46. præsident. Han afløser Donald Trump på posten.

Biden blev taget i ed af Højesterets chefdommer, John Roberts. Derpå satte den nyindsatte præsident sig - tydeligt rørt - på sin plads et øjeblik, inden han rejste sig for at holde sin tale.

Onsdagens ceremoni i Washington D.C. adskiller sig fra andre præsidentielle indsættelser ved, at offentligheden ikke kan møde op som tilskuere.

Det skyldes først og fremmest coronapandemien. Men også sikkerheden omkring arrangementet er skruet markant op, efter at en vred menneskemængde angreb Kongressen for to uger siden.

Carter takkede nej grundet corona

Over 25.000 soldater er indsat for at sørge for sikkerheden omkring Kongresbygningen, hvor ceremonien finder sted.

Blandt gæsterne ved indsættelsen er den afgående vicepræsident, Mike Pence, og en lang række republikanske og demokratiske medlemmer af Kongressen.

Flere af Bidens forgængere på posten er også til stede. Det gælder Barack Obama, Bill Clinton og George W. Bush.

Tidligere præsident Jimmy Carter, der er 96 år, har takket nej til invitationen på grund af coronapandemien.

Donald Trump overværer ikke indsættelsen i Washington D.C. onsdag. Tre timer inden, at Biden blev taget i ed, fløj Trump for sidste gang afsted om bord på Air Force One med kurs mod sit golfresort Mar-A-Lago i Florida.

Det er første gang i over 150 år, at en amerikansk præsident ikke er til stede ved indsættelsen af sin efterfølger.

Historiske Harris

Kamala Harris blev også taget i ed som USA’s vicepræsident. Hun overtager posten efter Mike Pence.

56-årige Harris skriver historie ved ikke alene at blive den første kvinde på posten, men også den første sorte amerikaner og amerikaner med asiatisk baggrund, der er indsat som vicepræsident.

Hendes far er fra Jamaica og hendes mor er fra Indien.

Harris blev taget i ed af højesteretsdommer Sonia Sotomayor - den første latinamerikanske højesteretsdommer. Ved sin side havde Harris sin mand, Doug Emhoff.

Harris var i 2019 med i opløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men hun trak sig, da hun løb tør for både penge og opbakning i løbet af valgkampen.

Senere blev hun udpeget af Joe Biden som vicepræsidentkandidat. Og onsdag er det kulmineret med, at hun officielt er udnævnt som USA’s nye vicepræsident.

Harris er uddannet jurist og arbejdede flere år som både distrikts- og retsadvokat i Californien, før hun i 2017 blev valgt som senator for Californien.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her