Visse dele af EU’s lovgivning er »uforenelige« med Polens forfatning. Det har landets øverste domstol, forfatningsdomstolen, fastslået i en afgørelse torsdag.
Chefdommer Julia Przylebska opremsede adskillige artikler i EU’s traktater, som ifølge hende ikke kan forenes med den polske grundlov. I traktaterne er der også EU-institutioner, der »handler ud over deres beføjelser«, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
»EU-Domstolens forsøg på at involvere sig i Polens retlige mekanismer er en overtrædelse af de regler, der prioriterer forfatningen, og regler der respekterer suverænitet i den europæiske integrationsproces«, lyder det fra chefdommeren.
Med afgørelsen kan der være lagt op til fornyet konflikt mellem Polen og EU. EU-Kommissionen har peget på EU-traktaterne som grundlag for at blande sig i spørgsmål om retssystemet i Polen. Det gælder for eksempel Polens nye regler for, hvordan der udpeges dommere til landets højesteret. Ifølge EU-Domstolen kan de regler være på kant med EU’s love. Det betyder, at EU-Domstolen i hvert fald i teorien kan tvinge Polen til at omgøre dele af den omstridte retsreform.
14 dommere har været med i behandlingen af sagen i Polens øverste domstol. To af dem var uenige i flertallets beslutning.
Polen og det konservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) har i en lang række sager været på kant med resten af EU. Det gælder – ud over spørgsmålet om udpegelse af dommere – blandt andet også LGBT+-rettigheder og pressefrihed.
ritzau
fortsæt med at læse




























