Forskning i næste generation af vacciner vil være med til at holde coronapandemien i skak, siger krisekomité.

WHO: Corona-pandemien er langt fra slut

Skrivebordsarbejde på et russisk hospital, der behandler patienter, der er smittet med corona.  Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Skrivebordsarbejde på et russisk hospital, der behandler patienter, der er smittet med corona. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Coronakrisen er langt fra slut.

Den melding kommer tirsdag fra Verdenssundhedsorganisationen WHO’s krisekomité, der opfordrer til, at der forskes mere i vacciner, så verden også på længere sigt kan holde pandemien i skak.

»Selv om der er sket fremskridt med flere vaccinationer og behandlinger, tyder analyser af den nuværende situation og prognoser på, at pandemien langt fra er slut«, lyder det fra komitéen.

Noget af det, der skal forskes mere i, er mundbind, respiratorer og ikke mindst næste generation af vacciner.

Mundbind, fysisk afstand, håndsprit og bedre ventilation indendørs har været afgørende for at nedbringe smitten, skriver komitéen i en udtalelse.

Stor forskel i udbredelsen af vacciner

Men i nogle dele af verden halter indsatsen med at få vaccineret flest muligt.

Ifølge en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har foretaget, er der i gennemsnit givet 14 vaccinedoser per 100 indbyggere i Afrika.

Det varierer dog meget fra land til land. Mens østaten Seychellerne ligger i top med 161 vaccinationer per 100 indbyggere, er Den Demokratiske Republik Congo i bund med 0,16 vaccinedoser per 100 indbyggere.

I USA er tallet 128 og i Europa er gennemsnittet 113 doser per 100 indbyggere.

I Danmark sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tidligere tirsdag, at det er nødvendigt, at flere lader sig vaccinere, hvis det åbne samfund skal opretholdes.

»En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at få vaccinen«, sagde Heunicke (S).

Heunicke: Flere skal vaccineres, hvis Danmark skal være åbent

Billedet er det samme over hele Europa, hvor smittetallene stiger. Det samme gælder andre dele af verden.

De 19 medlemmer af WHO’s krisekomité mødes hver tredje måned for at drøfte pandemien og komme med anbefalinger.

Det var den, der 30. januar 2020 erklærede coronavirus for en ’offentlig sundhedskrise af international bekymring’. Det er det højeste internationale alarmniveau i WHO.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her