Nye regler om coronapas har lørdag eftermiddag fået omkring 30.000 mennesker til at demonstrere i Østrigs hovedstad, Wien.
Det vurderer østrigsk politi.
Østrigske medier skriver, at enkelte demonstranter kastede flasker mod politiet. Der er foretaget adskillige anholdelser.
»Stemningen er meget ophedet«, siger en talsmand for politiet.
Foruden for demonstrationen meddelte politiet, at mindst 1300 betjente ville blive udkommanderet. De skal blandt andet kontrollere, at folk respekterer påbuddet om at bære mundbind.
De mange mennesker forstyrrede trafikken i store dele af det centrale Wien lørdag.
Østrigs regering har indført en ny nedlukning, der træder i kraft på mandag. Den gælder for hele befolkningen - både vaccinerede og uvaccinerede.
Men hvor nedlukningen udløber 13. december for de vaccinerede, er der ikke sat en slutdato på for de østrigere, der ikke er blevet vaccineret.
Østrig bliver også det første land i EU, der vil gøre vaccination mod coronavirus obligatorisk. Det er planen, at alle skal være vaccinerede senest i februar 2022, altså om tre måneder.
Lederen af det højreorienterede Frihedsparti, Herbert Kicki, sagde forud for lørdagens demonstration, at et ’diktatur’ er ved at blive indført i Østrig. Han er for øjeblikket selv syg med covid-19.
ritzau
fortsæt med at læse


























