Ordlyden er fremmed, men inden længe vil den være kendt blandt de fleste børnefamilier over hele Europa. Comirnaty er navnet. Vaccinen er udviklet af BioNTech og Pfizer. Torsdag blev den godkendt til brug hos børn mellem 5 og 12 år. Vaccinen har i aldersgruppen vist sig at være 90,7 procent effektiv i forhold til at udvikle symptomer på covid-19.
I USA godkendte man vaccinen til de 5-12-årige i begyndelsen af november, og tre millioner børn er nu vaccineret. Indtil videre har man ikke set en bivirkningsprofil, der er anderledes end den, man kender fra voksne.


























