Internationale medier ser russisk udmelding som muligt tegn på mindre ambitiøse mål fra russisk side.

Russisk militærchef: Første fase af operationen er slut. Nu er fokus på at befri Østukraine

Rusland vil nu fokusere på at »befri« Donbass-regionen. Her ses ødelæggelser efter et bombardement af byen Kramatorsk, der ligger i Donetsk, som sammen med Luhansk udgør Donbass. Foto: Luhansk Regional Administration/Ritzau Scanpix
Rusland vil nu fokusere på at »befri« Donbass-regionen. Her ses ødelæggelser efter et bombardement af byen Kramatorsk, der ligger i Donetsk, som sammen med Luhansk udgør Donbass. Foto: Luhansk Regional Administration/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rusland har gennemført første fase af sin såkaldte militæroperation og vil fokusere på »at befri« den østlige Donbas-region. Det siger Sergej Rudskoj, som er vicechef for generalstaben for Ruslands væbnede styrker, fredag.

Flere internationale medier – heriblandt BBC og nyhedsbureauet Reuters – ser udmeldingen som et muligt tegn på, at Rusland sætter sig mere begrænsede mål som følge af vedholdende ukrainsk modstand.

»De vigtigste målsætninger af første fase af operationen er generelt blevet fuldført«, siger Rudskoj.

»Den ukrainske hærs kampstyrke er blevet mindsket markant, hvilket gør det muligt at fokusere vores kerneindsats på at opnå hovedmålet: at befri Donbas«, lyder det videre fra vicechefen.

93 procent af Luhansk-regionen kontrolleres ifølge det russiske forsvarsministerium nu af russisk-støttede separatister. Det samme gælder ifølge ministeriet for 54 procent af Donetsk-regionen. Tilsammen udgør de to regioner Donbas-regionen, hvor der siden 2014 har været konflikt. Regionen har omkring 4,1 million indbyggere. Heraf er de fleste russisktalende.

Det var 24. februar, at Rusland indledte en »særlig militæroperation« i Ukraine. Dengang lød det, at man ville mindske nabolandets militære styrke og sætte ind mod folk, der af Rusland anses for at være farlige nationalister.

I sine udtalelser fredag er Rudskoj kommet med nye meldinger om russiske tab. Han siger, at 1.351 russiske soldater er blevet dræbt. Det seneste officielle tabstal fra Rusland kom 2. marts, hvor det lød, at 498 russiske soldater var blevet dræbt. Ukraines militær hævder på den anden side at have dræbt over 15.000 russiske soldater i kamp.

Fra vestlig side lyder det fortsat, at den russiske hær møder særdeles stor modstand. Fredag udtaler Storbritannien, at ukrainske styrker igen har taget kontrol over byer øst for Kyiv. Derudover skal der være svigtende forsyningslinjer i den russiske hær.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her