Videoer, der er delt på nettet, viser tilsyneladende en brand i Evin-fængslet i Irans hovedstad, Teheran.
Det er i dette fængsel, at mange politiske fanger er indsat.
Der høres flere høje knald, som ifølge aktivister i gruppen 1500tasvir er lyden af skud. På videoer delt af gruppen på Twitter kan man også se røg, der stiger op fra fængslets område.
»Skud kan høres fra Evin-fængslet, og der kan ses røg«, skriver aktivisterne på Twitter.
I optagelsen kan man også høre noget, der lyder som en alarm.
En anden video viser ifølge 1500tasvir iranske specialstyrker på motorcykler, som er på vej i retning af fængslet.
Det statslige nyhedsbureau Irna skriver ved 22-tiden dansk tid, at der er otte tilskadekomne ved branden. Ifølge mediet er der ikke nogen omkomne.
Sent lørdag aften meddeler en højtstående sikkerhedskilde, at situationen er helt under kontrol.
»Roen er genoprettet, og brandfolk arbejder på at slukke ilden«, siger kilden ifølge AFP til det iranske nyhedsbureau Irna.
Vedkommende tilføjer, at ’uromagere’ havde sat ild til et tøjdepot i fængslet.
Præstestyrets officielle nyhedstjeneste Mizan skriver, at branden opstod i en af fængslets fløje i forbindelse med et slagsmål mellem flere af de indsatte.
En iransk embedsmand med ansvar for sikkerheden sagde ved 21-tiden dansk tid, at der igen var ro ved fængslet. Ifølge embedsmanden er urolighederne forårsaget af ’kriminelle’, skriver statslige medier.
Branden vakte stor bekymring blandt mange indbyggere i Teheran.
»Familier til indsatte er samlet ved hovedindgangen til Evin-fængslet«, fortalte et øjenvidne i Teheran, som nyhedsbureauet Reuters kontaktede tidligere på aftenen.
»Jeg kan se ild og røg. Masser af specialstyrker. Her er også ambulancer«, sagde øjenvidnet.
I fængslet er der først og fremmest indsatte, som er anklaget eller dømt for forskellige brud på Irans sikkerhedslove.
Vestlige menneskerettighedsgrupper har længe kritiseret Evin-fængslet, hvor der ifølge dem sker alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.
Human Rights Watch har beskyldt myndighederne i fængslet for at bruge trusler om tortur og fængsling på ubestemt tid mod de indsatte.
Ifølge organisationen bliver fanger nægtet lægebehandling og udsat for lange forhør.
Branden i fængslet kommer, mens Teheran og flere andre iranske byer lørdag igen er præget af demonstrationer mod Irans regering.
Menneskerettighedsgrupper har delt videoer, der angiveligt viser demonstranter i de iranske byer råbe slagord mod præstestyret.
Protesterne begyndte for knap en måned siden og er vokset i styrke.
ritzau
fortsæt med at læse




























