Tyrkiets udenrigsministerium havde fredag indkaldt Sveriges ambassadør i landet for at fordømme den dansk-svenske politiker Rasmus Paludans planer om at afbrænde en koran ved en demonstration nær den tyrkiske ambassade i Stockholm lørdag, oplyser en kilde i det tyrkiske ministerium til nyhedsbureauet Reuters. Over for Aftonbladet bekræfter en pressesekretær fra det svenske udenrigsministerium, at ambassadøren har været indkaldt til møde.
På mødet fik den svenske ambassadør at vide, at Tyrkiet på det kraftigste fordømmer den »provokerende« protest, der omfatter afbrænding af muslimernes hellige bog. Det er noget, Paludan flere gange har gjort – eller varslet, at han ville gøre – ved protester i både Sverige og Danmark.
Denne gang har han meddelt, at formålet med demonstrationen er at »markere lidt ytringsfrihed« over for Tyrkiet, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Tyrkiets regering er også utilfreds med, at Sverige tillader en kurdisk demonstration. Den skal efter planen også finde sted i Stockholm lørdag. Demonstrationen bliver holdt af en gruppe, der sympatiserer med det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK.
De to protester, der altså er en torn i øjet på Tyrkiet, finder sted på et politisk følsomt tidspunkt for Sverige. Sammen med Finland venter svenskerne på svar på en ansøgning om at blive medlem af forsvarsalliancen Nato. Det kræver, at alle medlemslande godkender det. Men Tyrkiet har betinget sig, at især Sverige stopper enhver form for støtte til grupper, som tyrkerne forbinder med PKK.
ritzau
fortsæt med at læse




























