Den er nøje afstemt med etårsdagen for invasionen af Ukraine – den 10. sanktionspakke fra EU’s side, som kommissionen har forberedt, og landene nu skal blive enige om – men de fleste har nok for længst mistet overblikket over, hvad de ni andre gik ud på.
Ingen har troet, at sanktioner ville stoppe krigen, men de skal skade den russiske evne til at føre krig. Og så skal sanktionerne gøre mere ondt på russerne, end de gør på EU-landene selv. Og endelig skal det være spiseligt for alle, for sanktionerne skal vedtages med enstemmighed af de 27 lande.


























