»Slut med PiS! Løgnere! I ryger i fængsel!«
Råbene gjalder højt og taktfast uden for afspærringen, mens stifteren af regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), Jaroslaw Kaczynski, holder sin sidste valgtale forud for søndagens parlamentsvalg for et par hundrede indbudte gæster.
Vi er på torvet i den smukke middelalderby Sandomierz i det sydøstlige Polen, Kaczynskis egen valgkreds og derfor det naturlige sted at afslutte en intensiv og hård valgkamp for regeringstoppen, som står samlet om partistifteren, som på skift lover vælgerne en gylden fremtid, hvis de stemmer på dem.
»Vi giver jer Vestens levestandard, men ikke Vestens problemer«, lyder det fra ministerpræsident Mateusz Morawiecki, og alle på torvet ved, præcis hvilke problemer han taler om. Migranterne, utrygheden, den fri abort og værdiernes forfald, som føles fjernt her i Sandomierz.
